Preben havde spist hos Enkekejserinden i går, og hun havde sagt: ”Jeg tog ikke imod Kongen af Italien forleden, jeg ville ikke have noget at gøre med den Mand, der har trykket min Søns Mordere i Hånden.” Deraf fremgår det at Kejserinden ikke tror, at Sønnen er i Live.
Atter et stort Nederlag for Lloyd Georges, Tyrkerne trænger frem på Balkanhalvøen og ville snart igen være Herrer i Konstantinopel.
Gik så hen til Graae, med hvem jeg havde en lang Forhandling om Godssager; Graae mente, at Socialisterne ville blive kaldet til Regeringen efter, men han mente ikke der ville blive nogen videre Fare ved det.
Den socialdemokratiske Regerings Forslag om Formuekonfiskation er blevet grundigt nedsablet i Folketinget, de Radikale var ikke de mindst ivrige til at angribe Forslaget.
Nu er den skændige Handling, Vedtagelsen af Grønlandstraktaten fuldbyrdet i Rigsdagen, det er alt hvad Ministeriet Stauning har udført i denne Sommersamling, efter al den megen Forhåndspraleri og den ledsagende Hån af Ministeriet Neergaard.
Preben var her til Frokost, i Eftermiddag rejse han og Mary ud til Hellebæk for alene med Kai og Ingegerd at fejre deres Sølvbryllup. Fryde kom og modtog Manuskriptet til min nye Bog. Var ude at se til Viggo Jarl. Han er dog altid den samme trofaste Ven.
Højesteretssagfører Graae var oppe hos mig for at tale om Lenets Afløsning eller ej, han sagde, at både Lenssekretæren og Justitsministeren var meget irriterede over mine Udtalelser angående Majoratsloven. Graae mente de for at hævne sig ville søge at fremtvinge hurtigere Afløsning.
Da jeg kom hjem var Preben der, han kom lige fra Kejserinden, der var meget irriteret over at Storfyrst Cyril havde udråbt sig selv til Kejser, skønt hun fastholder, at begge hendes Sønner lever.
Udlandet håner os over Forsvarsministerens Afrustningsforslag og Folkets Ligegyldighed heroverfor. Vore Skandinaviske Brødre ængster sig på Grund af Østersøen i Krigstilfælde under de Forhold.
Carl Moltkes Tale om Afrustningen i Folketinget bliver meget strengt bedømt, efter Talen stod han ganske rådvild over for Interpellanterne, navnlig Holger Andersen gik ham hårdt på Klingen.
De radikale Blade håner Borgbjerg og kalder ham upålidelig, ikke desto mindre er Partiet med til at give ham et [Mis]Tillidsvotum – Hinrichsen sagde engang, at det Radikale Parti var det eneste Parti, der tog ideale Hensyn!
Hvilken Tåbelighed med al den Snak om Afrustning, nu har der i Estland været en meget blodig Bolsjevikopstand, som heldigvis er blevet undertrykt, de infame russiske Banditter lå med deres Flåde i den finske Bugt og lurede på Resultatet.
Helt uhyggelig ved det enevældige Regimente, de nye Ministre føre: En Mand, der af Domstolene erklæres for fuld tilregnelig dømmes, udstår sin Straf og efter Straffens Afsoning holder Justitsministeren ham tilbage idet han erklærer, at Manden er gal.
Om Aftenen var jeg ude i Studenterforeningen at høre vor Kredses Folketingsmand Christmas Møllertale. Han talte om at Landstinget i Virkeligheden var uopløseligt, eftersom der skulle 3 Nyvalg til, før det kunne opløses.
Var inde i Odense til Majoratsbesiddermøde, jeg føler mig i Grunden vel i den Kreds. Tabte ganske mit Hjerte til Bernstorff-Gyldensteen, han minder noget om Viggo med en Tilsætning – ganske svag – af tysk Schneid. Jeg mærker, at den så tiltalende Erik Schaffalitzky føler sig tiltrukket af mig.
Hvilket Held, at Stauning og hans Kompagni sidder som Ministre nu under Kæmpestrejken, tænk om de gik løse nu i denne Tid, nu graver de for hver Dag der går på deres egen Grav, og Splittelsen inden for Socialdemokratiet vokser.
Rent galt at vor Landbrugseksport nu bliver standset som Følge af Lockouten, selv Arbejderne er kede af det for største Delen, men Lyngsie vil hævne sig på Stauning fordi han i 20 År er blevet holdt udenfor Politikken!
Else Castenschiold og hendes Svigerinde Overhofmesterinden kom herud for at besøge Moder, det var et lille Svip fra Nyborgmøderne – mon disse to meget verdslige og satirisk anlagte Damer kan mene det det alvorligt med deres Deltagelse i Nyborgmøderne?