Var til en meget morsom Eftermiddagsforestilling på Nygadeteatret, hvor jeg så Sarauws Peter den store og morede mig kosteligt over Peter Malbergs udmærkede Spil som Balder Svanemose, der blev Hovedrollen gennem Skuespillerens rigt facetterede og nuancerede Spil.
Var henne på Hotel Nordland at gratulere Karl Gustav til hans Fødselsdag, men traf ham ikke; Portieren spurgte, hvem han skulle hilse fra, og da jeg havde afgivet Svar, forvandledes Mandens Væsen Fuldstændigt, hvor Menneskene dog er snobbede!
Der kæmpes nu for anden Gang i denne Krig om det ulykkelige Polens Hovedstad, Nordfrankrigs Byer ødelægges; nu står de kæmpende Hære ved Siegfriedlinjen, der sikkert er i bedre Stand end Maginotlinjen var det. Tyskerne plejer at have deres Ting i Orden, det plejer Franskmændene ikke.
Var hos Rostgård for at få min månedlige Indsprøjtning; han fortalte, at hans Datter, der arbejder på et Kontor i Amaliegade, fra Vinduet havde overværet Kampene i Kvarteret.