Norge er blevet befriet, så nu er der Fred over hele Europa; sad længe og lod mig bage af Solen ude i Haven; jeg så på, at der blev gjort nyt Forsøg på at fange min Genbo, Maler Frandsen, der nok har et meget stort Synderegister, ved hvilket han har tjent en stor Formue.
Et rart langt Besøg af Karl Gustav […]. Hans Engagement ved Riddersalen hører op til første August; han tager så lidt til Hornbæk.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Besøg af Fru Andresen, der fortalte, hvor mange Ubehageligheder, hun havde hjemme i Kerteminde som Følge af Datterens Besøg.
Morer mig over Avisernes Festlyrik i Anledning af Kongen af Norges Ankomst og snakker op og ned ad Stolperne om Broderkærlighed mellem de to Kongebrødre; jeg, der har set dem vokse op, ved bedre Besked, de hadede hinanden som Drenge, det er sikkert og vist.
Bartholdy besøgte mig; han var meget knuget om Ruslands skændige Behandling af Finland, der er tvunget til at idømme de Statsmænd, der, på hele det finske Folks Vegne, erklærede Rusland den anden finsk-russiske Krig, medens ingen tænker på at straffe Rusland for Krigserklæringen 1939.
Brev fra Olaf Gynt om at Kydos skal opføres på den norske Scene til Vinter. Olaf Gynt er sjældent gået tomhændet fra mig; denne Gang får han 500 Kroner for at kunne udgive Midnats Musik.