Nu er der Uro i et andet Verdenshjørne, Japanerne vil smide Englænderne ud af Tientsin; hvor træder dog Englands Svækkelse stærkere og stærkere frem.
Kom et langt Stykke frem i Storkansleren, nød rigtig det Arbejde, ligesom de andre Dage. Medens jeg hvilede efter Spadsereturen, kom Karl Gustav for på Fru Betty Nansens Vegne, at takke for min Hjælp til Teatrets Drift.
Til Jubilæumsugen i Betty Nansen Teatret; sad som sædvanligt ved Siden af Direktør William Hansen og hans kønne Kone, der er meget empresserede overfor mig.
Var i Nørrebros Teater at se Johan Strauss’ Zigeunerbaronen og nød ret af Hjertet Melodierne i denne Operette, der af mange anses for Verdens bedste.
Var i Nørrebros Teater og så den gamle berømte Operette Som i Ungdommens Vår; blev meget bevæget over den Scene, hvor Peter Gade, der er blevet Gehejmeråd, for første Gang genser sin Ungdoms Elskede; det gjorde både Hans Kurt og Else-Marie smukt.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Besøg af Fru Andresen, der fortalte, hvor mange Ubehageligheder, hun havde hjemme i Kerteminde som Følge af Datterens Besøg.