Der var et rart Brev fra Komtesse Lerche, hun forstår mig så godt. Viggo kom ned til sædvanlig Tid, vi talte sammen om filantropiske Foretagender; da der blev en lille vemodig Pause, tog Viggo mig i sine Arme og sagde: ”Tak for de dejlige Dage!”. Automobilet kom Kl. 11.
Albrecht Schmidt læste en Mængde for mig, blandt andet Scener fra nogle af de Stykker, der gik under den Riis-Knudsenske Periode, den vi begge holdt så meget af. Albrecht Schmidt er en særdeles behagelig Gæst.
Albrecht Schmidt og jeg spillede Tennis om Formiddagen, Houmark kom til Frokost for at tage Afsked med Schmidt, der tog afsted med 3.20 Toget, og så kørte Houmark og jeg ned til Svendborg for at hente Viggo.
Viggo kom ned til mig Kl. 10, og jeg sad og så til, medens han drak Te. Så gik vi ned i Holme Skov, forbi Skovfogedboligen, ind i Polakhuset og op til Frokosten, hvori Houmark deltog.
Viggo og jeg havde, siddende på den grønne Sofa i Hovedstuen en alvorlig og indgående Samtale. Houmark kom til den aftalte Tid og kørte med os per Automobil ad Nyborg til. Ud fra Risinge mødte vi Rudolphine Salicath kørende med alle sine Gæster.
Telefonmeddelelse om at den store europæiske Krig står for Døren virkede trykkende og angstfyldende på os alle.
Brev fra Viggo, godt og kærligt, han er dybt rystet over Krigen. Var ude at se til Høsten.
Hele Mandskabet høstede i Mellemmarken, hver Gang jeg taler med Conradsen udgyder han sin Vrede mod Tyskerne. Polakpigerne have en af deres mange Helligdage i dag, jeg kunne høre [dem] hyle en af deres Salmer.
Da jeg kom Hjem kastede jeg mig over Aviserne, der melder om Franskmændenes Tilbagetog og Russernes over Forventning hurtige Indrykning i Preussen. Franskmændene og Englænderne have dog ved Belgiens Hjælp opnået at hale Tiden ud, så Russerne have haft frie hænder til at gå løs på Preussen.
Sad nede hos Faderen om Formiddagen og snakkede om Krigen. Hans Mening har hele Tiden været den, at Tyskerne til at begynde med på Grund af deres numeriske Overvægt, hurtige Mobilisering og mere fremragende Førere, ville sejre, men de ville lidt efter lidt forbløde dem.
Var syg og utilpas, det er 3die Gang Viggo kommer til Lundsgaard, og hver Gang har jeg følt mig syg på Ankomstdagen, det er fortvivlende altid at være dårlig.
Jeg har efterhånden fået adskillige Søndagsvaner, først den gamle at ligge længe om Morgenen, dernæst at springe Frokosten over og i Stedet for at drikke Fru Nielsens lækre Chokolade, dernæst ikke at gå ud hele Dagen og at samle en Del Brevskriveri til Søndag.
Besørgede en Del Skriveri og gik så en ganske kort Rundgang i Bedriften. Brev fra Wittrup, at man i Italien bestemt venter Landets Deltagelse i Krigen mod Østrig i Marts, han gruer for det da han samtidig venter en Revolution over hele Halvøen.
Viggo havde været i Telefonen, medens jeg var ude, i morgen får jeg at vide, hvad han ville.
Viggo meddelte mig i Telefonen, at hans Moder havde det bedre, og at han selv snart kom herover til mig. Rart at høre hans kære Stemme.
Frosten tiltager. Var ude at se til Gødningskørslen, har endnu ikke rigtig rede på de nye Elever. Toldforvalter Gedsted og Frue kom for at gøre Afskedsvisit, de er blevne forflyttede til Assens.
Mine to Gæster sov længe. Jeg fremlagde de tvende Breve og den smukke Udgave af Hermann und Dorothea med Rambergs Illustrationer, som var min Fødselsdagsgave til Viggo. Han kom ind, blev glad ved Bogen, som han altid havde holdt af.
Rørdam kom en Times Tid tidligere ned end Viggo, og vi sad så og talte om Filosofi. Da Viggo kom ned gik vi en Tur op på Klinten og hjem ad Holme Skov, hvor var Viggo dog smuk!