Mussolini har skrevet til Borgmesteren i Odense og spurgt ham, hvorledes han bærer sig ad med at gennemføre en så billig Administration af Byen og samtidig skaffe Borgerne så mange Goder. Mussolini er en mærkelig Mand, at han endog ved Besked med Odense.
Var i Casino at se det meget fængslende Kriminaldrama Det Offentlige mod Mary Dugan. Fik i Mellemakten at vide, at Stykket er bygget på en virkelig Begivenhed, der er passeret i London.
Så på Betty Nansen Teatret Frøken Kirkemus med de to Filmberømtheder Gunnar Tolnæs og Karina Bell i Hovedrollerne, sådan noget, det trækker.
Marstrand spiste hos mig i dag, bagefter var vi i Betty Nansen Teatret og så O’Neills Drifter, man må beundre som der arbejdes på den lille Scene, også fra den så sympatiske Henrik Bentzons Side.
Dronningen af Sverige er død. Jeg husker hende fra Sommeren 1881 i Sankt Moritz gående hver Dag på Promenaden med sin Forlovede, den daværende Kronprins af Sverige, hvor var han lang og tynd! Prinsessens Forældre, Storhertugen og Storhertuginden af Baden-Durbach, var også med.
Hvor er det dog en smuk Årstid! I Dag så jeg de første Skovmærker. Ude i Verden er det ikke så smukt, men det trækker dog af til fredeligere Forhold.
Var et lille Løb i Frederiksberg Have bestilte Blomster til Karl Gustav i Aften, hvor jeg skal i Betty Nansen Teatret.
Arbejdede på Storkansleren. Kl. 4 ¼ kom Karl Gustav fra Prøven på Leck Fischers nye Stykke Barnet ude på Betty Nansen Teatret.
Så ud til Betty Nansen Teatret at løse Billet til Premieren på Leck Fischers Stykke Barnet. Hvilede halvanden Time på Sofaen til Karl Gustavs Ankomst. Det er rørende af Karl Gustav, at han kommer op til mig, skønt han er til Prøve 3 Gange i Døgnet.
Alle Bladene er fulde af Ros over Leck Fischers Barnet, navnlig roses Udførelsen, Karl Gustavs Talent fremhæves stærkt. Var en god [Tur] i Solskin ved Søerne og ud ad Øster Alle og hjem ad Strandboulevarden.
Så kom Karl Gustav, belæsset med Billeder og Blade, som jeg skulle se. Jeg kunne mærke, der var noget i Vejen med ham, det var der da også, han var ikke rigtig rask, desuden havde han Bekymringer.
Atter Uro i Frankrig, Blums højre Hånd, Indenrigsminister Salengro har taget sig af Dage ved Gasforgiftning, efter at hans politiske Modstandere have beskyldt ham for at være deserteret under Verdenskrigen og være løbet over til Preusserne. Hvorledes er det mon med denne Desertion?
Langt kærligt Brev, et eneste Længselssuk fra Karl Gustav. Han er meget optaget af sin nye Rolle som den 15-årige i Kaj Munks I Brændingen. Skyndte mig at skrive og trøste ham.
Odensebladene opgør facit af Odense Teaters sidste Sæson: Let Underholdning og ikke en eneste alvorlig Forestilling, kun Fyns Stiftstidende antyder, at Rungwalds Ufornuft, ikke at tage mod min Støtte, er Skyld i det magre Resultat.
Karl Gustav vidste ikke endnu om han blev genengageret af Fru Nansen, men hvorfor skulle han ikke det, selvom Fru Nansen er en lunefuld Dame? Hans store Succes i I Brændingen må have givet ham en god position.
Var henne at besøge Direktør Thorvald Larsen på Folketeatret. Han så ikke så mørkt på Teaterforholdene, idet både Casino og Nørrebro Teater reddes.