Ih, hvor har jeg haft travlt med Komedien, foruden to Prøver har jeg måttet rende fra Herodes til Pilatus hele Dagen i den Anledning.
Jeg var noget uoplagt i Dag ovenpå Komedien og var noget forvirret under Overhøringen, klarede mig ellers godt, særlig i Tysk. Efter Bordet kom Treschowerne og Tolstrup og hentede mig til en Spadseretur. Sehested og Madsen sluttede sig til. Senere gik jeg med Løjtnant Poulsen.
Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle blive Genstand for sådanne Ovationer for mit Komediespil.
I det hele taget står jeg egentlig ikke i så godt et Forhold til mine Kammerater for Tiden, som hele forrige Skoleår og Begyndelsen af dette, om Skylden er min er vanskelig at sige, men et er sikkert jeg drages nu mere til København.
Jeg har fået en Kurv. Jeg har friet til Henny Moltke og hun har svaret nej, uagtet hun i over et År har givet det Udseende af at hun var forelsket i mig. Hun ville ligesom nødig sige nej og svarede undvigende, da jeg spurgte hende om det skulle betyde nej, nikkede hun bekræftende.
Vi var komne til halvtropiske Egne og kørte gennem virkelige Urskove fulde af Skildpadder og Sumpene og Ådselgribbe oppe i Træerne. Jo mere man kommer mod Syd des mere mærker man til Negerne og til de Hvides Foragt for disse.
Aftenen tilbragte vi i et ret kedeligt Varieteagtigt Teater, hvor de arme Negre havde en bestemt Plads oppe i Galleriet, andre Steder måtte de ikke [være], her have de endog bestemte Sporvogne.
Blodig Revolution i Lissabon. Det virkede uhyggeligt og deprimerende på mig.
Tanken om Revolutionen i Portugal piner mig vedvarende, jeg har jo lige fra mine tidligste År hadet Republikken og holdt af Monarkiet.
Jeg kørte i Automobil ned til Roskilde sammen med Faderen og Onkel Julius. Den uniformerede Forsamling ude på Domkirkepladsen så imponerende, men noget for broget ud til den sørgelige Anledning.
Tyskerne have begået en ny forfærdelig Skændselsgerning, idet de have torpederet den store engelske transatlantiske Damper Lusitania. Da flere højst ansete Amerikanere er mellem Ofrene, deriblandt en Vanderbilt, kan det vist komme Slubberten nede i Berlin dyrt at stå.
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.
Om Aftenen så jeg på Teatret i Roskilde Wedels Selskab fremføre Gøngehøvdingen.
En pæn Søn af Redaktøren af Roskilde Tidende kom og interviewede mig angående mit Legat til Roskildensersamfundet.