Jeg har fået en Kurv. Jeg har friet til Henny Moltke og hun har svaret nej, uagtet hun i over et År har givet det Udseende af at hun var forelsket i mig. Hun ville ligesom nødig sige nej og svarede undvigende, da jeg spurgte hende om det skulle betyde nej, nikkede hun bekræftende.
Kl. 1 kørte Moder og jeg til Fredericia, mon jeg nogensinde mere får Grandmama at se? Ved Dampfærgen skiltes Moder og jeg og lidt efter sad jeg i Kupeen, mit højeste Ønske, at komme til at rejse alene til Udlandet, var opnået og henrykt var jeg.
Jeg spiste med Moder og Frøken Blumer og var bagefter med Moder henne hos Tante Ida. Tante Ida fortalte meget interessant om den Tid, da hun var Gesandtfrue i Hamburg, det var fra 1844-48. Hun og manden havde boet på Hjørnet af Dammtorstrasse og Jungfernstieg.
Vi var komne til halvtropiske Egne og kørte gennem virkelige Urskove fulde af Skildpadder og Sumpene og Ådselgribbe oppe i Træerne. Jo mere man kommer mod Syd des mere mærker man til Negerne og til de Hvides Foragt for disse.
Aftenen tilbragte vi i et ret kedeligt Varieteagtigt Teater, hvor de arme Negre havde en bestemt Plads oppe i Galleriet, andre Steder måtte de ikke [være], her have de endog bestemte Sporvogne.
Forholdt mig temmelig roligt i dag, havde en god Aften i Altonaer Stadttheater med Opførelsen af det nye Stykke af Paula Busch og Hermann Stein Akrobaten, Stykket er lidt naivt, men taler til Hjertet, i alt Fald til mit.
Besørgede en Del Skriveri og gik så en ganske kort Rundgang i Bedriften. Brev fra Wittrup, at man i Italien bestemt venter Landets Deltagelse i Krigen mod Østrig i Marts, han gruer for det da han samtidig venter en Revolution over hele Halvøen.
Da jeg åbnede Posttasken forefandt jeg et Brev fra Tom, der skildrer Forholdene i Hamburg som meget lidt prægede af Krigen, Teatrene melde hver Aften udsolgt Hus, og Levnedsmidlerne er ikke blevne dyrere.
Tyskerne have begået en ny forfærdelig Skændselsgerning, idet de have torpederet den store engelske transatlantiske Damper Lusitania. Da flere højst ansete Amerikanere er mellem Ofrene, deriblandt en Vanderbilt, kan det vist komme Slubberten nede i Berlin dyrt at stå.
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.