Forældrene ligge ude på Rheden med Gæa. Jeg var derfor sammen med Preben ude at besøge dem. Vi kørte alle 4 ud ad Strandvejen. I Taarbæk besøgte vi Alfred Benzons. Hvor er den permanent hvidklædte Fru Benzon dog yndig.
Jeg kørte en Tur med Moder ud til Runddelen, hvorefter vi spadserede gennem Frederiksberg Have og Søndermarken. Om Aftenen så jeg på Dagmarteatret Professor Crampton. Hvad der mest glædede mig ved denne Forestilling var [at] se Schyberg som Elskeren.
Så på Dagmarteatret Zakarias Nielsens ret tarvelige Ellen Vaage. Udførelsen bødede ikke på Stykkets Mangler.
Jeg lider i denne Tid meget stærkt af min Nervøsitet, Uro, Tvangstanker og Anfald af Melankoli, måske gør det noget, at jeg i indeværende Måned ikke tager Compound Syrup, men jeg vil først begynde igen til Februar, da Afbrydelser af og til er godt.
Fru Tobiesen fortalte mig, at Einar Christiansen ville gå af fra sin Stilling som Direktør ved det Kgl. Teater og at man havde tilbudt pladsen til hendes Broder, Obert Rist, der havde afslået det, da han ikke ville være under Danneskjold.
Så var vi henne i Logen i Dagmarteatret at se Emil Poulsens to Sønner i Drachmanns Renæssance. Særlig Adam Poulsen har utvivlsomt et stort Talent. Af Ansigt ligner han Moderen, men han har Faderens klangskønne Organ. Han deklamerer smukkere end nogen anden Skuespiller for Tiden.
Jeg spiste med Moder og Frøken Blumer og var bagefter med Moder henne hos Tante Ida. Tante Ida fortalte meget interessant om den Tid, da hun var Gesandtfrue i Hamburg, det var fra 1844-48. Hun og manden havde boet på Hjørnet af Dammtorstrasse og Jungfernstieg.
Vi var alle i Logen i Dagmarteatret til En Folkefjende, der naturligvis gav Anledning til megen Tankeudveksling mellem os Medlemmer af Logen.
Jeg spiste Middag hos dem og gik så hen i Dagmarteatret, hvor jeg efter Aftale traf Axel. Vi så Hertz’ Besøget i København, der kun for Sophus Neumanns vedkommende spilledes helt godt, han var Justitsråden. Jeg talte med de elskværdige Treschows fra Brahesborg.
Rejste med den Gamle til Odense. Under Turen sagde han mig Ubehageligheder durch die Blume. Særlig angreb han, uden at nævne mig, de Mennesker, der holde af at rejse, kaldte det at rejse for skadeligt Dagdriveri, talte dernæst, stadig uden at nævne mig, om Droner og unyttige Eksistenser.
Jeg pakkede mine Kufferter og tog til Weimar, hvor jeg på det huldsaligste modtoges af Vetter. Imellem Brevene fandt jeg et højst ubehageligt og foruroligende fra Barberen i Claragade i Odense. Allerup havde tit nok advaret mig mod Slubberten.
Der var et Svarbrev fra Barberen i Odense. Sagen er ikke nær så slem som jeg troede i den første heftige Forskrækkelse. Barbersvenden vil hjælpes til Amerika, og det er jo ikke uoverkommeligt.
Jeg spiste ingen Frokost men derimod Middag Kl. 4 på Grund af Turen til Odense. Forinden skrev jeg en Del Breve. Halv seks kørte jeg ud af Gården og nåede Industripalæet i Odense lige som Schnedler-Petersens Koncert skulle begynde.
Da jeg kom hjem forefandt jeg et højst ubehageligt Brev fra Slubberten i Claragade i Odense, ham Barberen. I en meget brøsig og truende Tone fortæller han mig, at den til Amerika rejste Svend trods sin skriftlige Erklæring må have sladret af Skole.