Efter Bordet sad vi inde i Dagligstuen indtil vi skulle køre til Teatret. Der gik Gounods Opera Romeo og Julie, der var ganske godt besat, ikke mange Bekendtere: Tante Polly og Frederik, Fru Grøn med Datter og Greve og Grevinde Raben.
Tante Line bor hos os i denne Tid, hun er så rar, det er så yndigt når hun er her i Besøg, hun bliver her som sædvanligt en Måned. Graas kommer i Følge Indbydelsen til Middag, men Moder og Tante Line kunne naturligvis ikke gå med i Teatret, Preben og jeg var der derfor alene med Graaes.
Det er nu igen begyndt at gå godt i Græsk. Mathiesen har givet os fri både for Fransk og Stil til den første Dag efter Fastelavnsfesten.
Der forhandles i denne Tid meget i Rigsdagen angående det kongelige Teaters Monopol, i Privatlivet tales der også ivrigt derom.
Jeg glædede mig hele Dagen til Dronning Margareta. Vi gik til Enden af Langelinie, på Hjemturen mødte vi Grev Moltke-Huitfeldt med Allan. Gennem mange Smågader gik vi til Sølvgade for at besøge Tante Sophie.
Lidt efter spadserede vi tre unge med hinanden under Armen ned ad Bredgade til Det Kongelige Teater. Figaros Bryllup gik med al ønskelig Aplomb, særlig synes jeg om Fru Keller som Grevinden, Fru Lütken derimod og Lange skuffede mig lidt.
Efter Middag styrtede vi over Hals og Hoved til Aladdin og kom fem Minutter for tidligt. Stykket varer fra syv til tre Kvarter på Tolv, har 22 (toogtyve) Tableauer og Forspil af Orkestret er strøget for at det ikke skal vare endnu længere.
Vi gik bagefter i Det Kongelige Teater og så Drachmanns Ved Bosporus (Tyrkisk Rokoko bearbejdet for Scenen) samt det uopslidelige Aprilsnarrene. Man nyder bedre de af Erotik glødende Vers ved at læse dem.
Arvingen til Storbritanniens Krone, Prinsen af Wales ældste Søn er bleven forlovet med Prinsesse Victoria af Teck. Hun er en Datter af Hertugen af Teck og den afdøde Hertug af Cambridges Datter.
Jeg gik hjem til Nørre Farimagsgade og klædte mig om for at spise med Forældrene. Vi fire vare til Førsteopførelsen af Operaen Heksen.
Vi havde Besøg af Gohr fra 11-12. Efter Frokost satte jeg mig til at læse, min Tingsret, men blev afbrudt af Besøg. Først kom Vincens Leth, der havde en Pose med nyt, så kom Constantin, der blev forbavset ved at træffe sin Broder og endelig Frederik.
Vi spiste til Middag hos Forældrene, der begge vare meget fornøjede med Aftenen i Går. Moder fortalte mig at hun netop i Går for 23 År siden havde været til en lignende Lørdagsdans hos mine afdøde Bedsteforældre og at hun på den Aften var bleven forlovet med Fader.
Jeg holdt mig inde hele Eftermiddagen på Grund af Forkølelsen og læste med ublandet Nydelse Wilhelm Holstes (Frøken Holstes Faders) bog om Felttogene i første Krig, især Ulykken i Eckernförde Fjord med ”Christian den ottendes” Sprængning er levende beskrevet.
Kom ikke til Manuduktionen i Morges, heller ikke til engelsk. Jeg læste hele Eftermiddagen i "Felttogene 48-49-50” og ikke mine Lektioner. Efter Middag havde vi et længere Besøg af Reumert.
Vi havde det meget hyggeligt og var bagefter henne på Casino at se En Bortførelse ved Det kongelige Teater. Bortføreren er den bekendte Admiral, Grev Danneskiold og hans Ven er Grev Ahlefeldt-Laurvig.
Var så på det kongelige Teater, hvor jeg så Den kære Familie. Det er virkelig en overmåde vittig og morsom Samfundssatire og hvilket ypperligt Spil.
Spiste med Preben hos Moder og var til en ny Fiasko på det kgl. Teater; det var Premieren af Gunnar Heibergs Kunstnere, noget elendigt Makværk, der blev hysset til døde af Publikum.