Nød rigtig Haven og dens Blomster. De allierede trænge stærkt frem på Sicilien; Russerne er sikkert meget opbragte over, at dets Allierede ikke opfylde Stalins inderlige Ønske om, at de må angribe Balkanhalvøen.
Hitler har ladet den norske Hærs Officerer føre til Tyskland; hvad mon der skal ske med dem? De, som have sluttet sig til Nazismen slipper fri; det ventes, at de andre vil blive skudte. Nu er der endelig kommet Sol og en lille smule Varme, sad længe i Solen og lod mig bage af Solen.
Arkivar Hassø var her for at tale med mig om forskellige Sager; han var meget betaget af, at Rigsarkivar Axel Linvald har måttet flygte, da hans Kone er Heljøde, han er i Sverige, hvorhen de Tusinder af danske Jøder er flygtede.
Var oppe hos Thomans for at få gjort noget ved min Bandage.
Norge er blevet befriet, så nu er der Fred over hele Europa; sad længe og lod mig bage af Solen ude i Haven; jeg så på, at der blev gjort nyt Forsøg på at fange min Genbo, Maler Frandsen, der nok har et meget stort Synderegister, ved hvilket han har tjent en stor Formue.
Et rart langt Besøg af Karl Gustav […]. Hans Engagement ved Riddersalen hører op til første August; han tager så lidt til Hornbæk.
Morer mig over Avisernes Festlyrik i Anledning af Kongen af Norges Ankomst og snakker op og ned ad Stolperne om Broderkærlighed mellem de to Kongebrødre; jeg, der har set dem vokse op, ved bedre Besked, de hadede hinanden som Drenge, det er sikkert og vist.
Arbejdede hele Eftermiddagen med Fru Reinhold-Jacobsen, der i Pauserne fortalte om alt det, hun havde fået at vide af den unge Holm, der lige er kommet hjem fra Tyskland.
Vågnede, da Atombomben eksploderede, men mærkede ikke noget. Atombomben er en god Kakkelovn, der, hvor den eksploderer, stiger Termometret til 68 Millioner Graders Varme; det bliver en forfærdelig Krig, den som formodentlig snart kommer.
Brev fra Olaf Gynt om at Kydos skal opføres på den norske Scene til Vinter. Olaf Gynt er sjældent gået tomhændet fra mig; denne Gang får han 500 Kroner for at kunne udgive Midnats Musik.
Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Ingegerds Tilkommende, Flemming Juncker; han gør et klogt og intelligent Indtryk; lidt distræt; det er ikke nogen fin Mand.