Fra Manuduktøren, hvor jeg ikke kunne et levende Ord, gik vi til Niels Juelsgade, hvor vi traf Onkel Preben og Sigismunda Schulin. Så kørte vi med Moder, Hans og Frøken Blumer hen til Nørre Farimagsgade for at de alle kunne hilse på Graaes.
I Dag har jeg fordrevet Dagen under en fortsat lys og lykkelig Stemning. Selv Besøget hos Fader i Morges var jeg tilfreds med, jeg gik for Resten tidligt derfra for at spille Tennis med Gohr.
Efter at have fuldendt Engelsktimen hos Fugl gik jeg hen for at tage Billetter til Miss Helyett på Casino til Preben (mærkelig Distraktion) Haffner og mig. I Strandstræde så jeg Prinsesse marie spadsere med en lille Dreng ved hver Hånd, de er så søde hendes Børn.
Direktør Abrahams var hos Forældrene i Niels Juelsgade til Middag og som altid underholdenende.
Om Aftenen gik jeg ud i Folketeatret og så Lykke-Pers Rejse, en Eventyrkomedie af Strindberg, rigtig pæn, sat udmærket i Scene og spillet godt, særlig for den unge Birchs Vedkommende. Han havde Hovedrollen.
Jeg var hjemme hos Graaes til Middag og gik hen på Folketeatret, hvor jeg så Bauditz’ Roman Krøniken fra Garnisonsbyen i dramatiseret Skikkelse. Jeg havde megen Fornøjelse af at se Stykket. Det foregår 1863-64 og det er som slog den én et Pust i Møde fra hin Tid.
Til Middag kom Haffner der ville på Komedie med os andre. Marer kom lidt efter at vi havde spist. Han ville også hen i Folketeatret og se En fattig ung Mands Eventyr, han fulgte så med os. Særlig Fru Rosenberg lagde megen Poesi ind i sin Rolle.
Inde på A Porta talte jeg med Abrahams, hvis små spillende, ikke tillidsvækkende Øjne lyste helt fornøjede trods den noget uheldige Begyndelse på Teatersæsonen, han har sikkert et Kassestykke i Baghånden.
Kl. 1 kørte Moder og jeg til Fredericia, mon jeg nogensinde mere får Grandmama at se? Ved Dampfærgen skiltes Moder og jeg og lidt efter sad jeg i Kupeen, mit højeste Ønske, at komme til at rejse alene til Udlandet, var opnået og henrykt var jeg.
Hans og jeg gik i Folketeatret og så den kåde engelske Farce Det kære Barn, hvori Hoffmann spillede Hovedrollen. Han skal nu til Det kgl. Teater og måske tage Arven op efter Olaf.
Haffner spiste hos mig og var med mig henne i Folketeatret at se Sherlock Holmes. Jeg har ikke i mange Tider tilbragt en så interessant Teateraften, næsten fra først til sidst under hele dette yderst effektfulde Drama sad jeg i den mest åndeløse Spænding.
Jeg spiste med Moder og Frøken Blumer og var bagefter med Moder henne hos Tante Ida. Tante Ida fortalte meget interessant om den Tid, da hun var Gesandtfrue i Hamburg, det var fra 1844-48. Hun og manden havde boet på Hjørnet af Dammtorstrasse og Jungfernstieg.
Jeg drak Te alene nede i Spisestuen og overlod Adam Moltke til hans mange Forberedelser i Anledning af Kejserindens Komme. Jeg gik op til Svinninge og hen på Kirkegården og et godt Stykke hen ad Landevejen nordpå. Inden Frokost skrev jeg til Graae, Wittrup og Svendsen.
Forholdt mig temmelig roligt i dag, havde en god Aften i Altonaer Stadttheater med Opførelsen af det nye Stykke af Paula Busch og Hermann Stein Akrobaten, Stykket er lidt naivt, men taler til Hjertet, i alt Fald til mit.
Sad roligt og læste lige til jeg skulle spise, og efterhånden kom der Ro over mig, så jeg var i Stand til at nyde den gode og morsomme Forestilling på Folketeatret Bolettes Bryllupsfærd af Orla Bock og Malberg.
Da jeg åbnede Posttasken forefandt jeg et Brev fra Tom, der skildrer Forholdene i Hamburg som meget lidt prægede af Krigen, Teatrene melde hver Aften udsolgt Hus, og Levnedsmidlerne er ikke blevne dyrere.
Var i Folketeatret og se Einar Christiansens nyeste Stykke Manden på Højriis.