Var syg og utilpas, det er 3die Gang Viggo kommer til Lundsgaard, og hver Gang har jeg følt mig syg på Ankomstdagen, det er fortvivlende altid at være dårlig.
Til en hyggelig og rar og stemningsfuld Frokost hos Albrecht Schmidt. Sønnen Kai var blevet syg af Fåresyge i Oktober ferien og kunne nu ikke foreløbig vende tilbage til Latinskolen i Hillerød, det er en sød Dreng. Vi talte meget om Krigen, der ganske fyldte min Værts Sind.
Jeg har efterhånden fået adskillige Søndagsvaner, først den gamle at ligge længe om Morgenen, dernæst at springe Frokosten over og i Stedet for at drikke Fru Nielsens lækre Chokolade, dernæst ikke at gå ud hele Dagen og at samle en Del Brevskriveri til Søndag.
Viggo havde været i Telefonen, medens jeg var ude, i morgen får jeg at vide, hvad han ville.
Viggo meddelte mig i Telefonen, at hans Moder havde det bedre, og at han selv snart kom herover til mig. Rart at høre hans kære Stemme.
Frosten tiltager. Var ude at se til Gødningskørslen, har endnu ikke rigtig rede på de nye Elever. Toldforvalter Gedsted og Frue kom for at gøre Afskedsvisit, de er blevne forflyttede til Assens.
Mine to Gæster sov længe. Jeg fremlagde de tvende Breve og den smukke Udgave af Hermann und Dorothea med Rambergs Illustrationer, som var min Fødselsdagsgave til Viggo. Han kom ind, blev glad ved Bogen, som han altid havde holdt af.
Rørdam kom en Times Tid tidligere ned end Viggo, og vi sad så og talte om Filosofi. Da Viggo kom ned gik vi en Tur op på Klinten og hjem ad Holme Skov, hvor var Viggo dog smuk!
Brev fra Viggo, blev noget skuffet over det. Tonen var så underlig reserveret, måske kommer det af nogen Depression over Sygdommen hos Moderen.
Havde en rigtig yndig Dag. Først lå jeg længe og gassede mig i min gode gamle Seng, som jeg har ligget i siden Skoletiden i Roskilde. Langt Brev fra Viggo.
Brev fra Viggo, der meddeler mig, at han rejser til Paris over Bergen og England i morgen otte Dage. Han har ikke Tid til at komme til Lundsgaard forinden. Hans Breve er næsten altid en Variation over Temaet ”jeg har ikke Tid”. Fuld af Bitterhed mod Viggo og alle andre [andre] Mennesker.
Juel-Madsen telefonerede og bad mig komme ud at se hans Malerier. Jeg havde megen Glæde af at se hans mange Billeder og Udkast, skønt han mest maler gråt, er der dog så megen Glæde over hans Landskaber, og så megen Romantik. En Lærke, der fløj op over en Mark, tiltalte mig meget.
Inde i Storskoven ud for Bellevue, mødte jeg Juel-Madsen, der havde været oppe på Lundsgaard for at overrække mig en Bog, som han havde illustreret, han fornyede sin Anmodning om jeg ville lade mig male af ham, hvad jeg gik ind på, vi aftalte, at der skulle tages fat lige efter Nytår.
Juel-Madsen kom om Morgenen og fortsatte med Maleriet; jeg er lidt ked af, at han maler Billedet på den ultramoderne Maner, at Udtrykket og Trækkene ganske udviskes, når man træder nær hen til Ansigtet, på Afstand ligner det derimod godt, bedre jo længere man kommer bort.
Juel-Madsen kom til sædvanlig Tid og tog fat på Maleriet. Han beroligede mig med, at jo længere Maleriet skred frem, jo bedre ville man kunne se det på nært Hold, men han turde ikke love, at Udtrykket og Trækkene ville blive synlige, når man stak Næsen helt ind i Billedet.
Juel-Madsen kom og fortsatte med Maleriet. Pludselig brød han af og sagde, at nu kunne han ikke male på mit Billede et Øjeblik mere, han havde set sig træt på det, nu måtte han pausere otte Dage. Det virkede lidt barnagtigt.
Starck kom halv tre og blev straks ført ind i min Stue, hvor han fik noget Te og så på mine Billeder, bagefter gik vi mine Kunstsager igennem i de andre Stuer og gik så ud i Sneen, en god lang Tur i Haven, op på Avlsgården, hvor vi var inde hos Køerne.
Vi sov temmelig længe begge to, vi havde brugt os godt i går. Starck ”sidder” sært åndeligt ned, han lægger overfor mig ingen Skjul på, at han er en af vore, men foragter denne Sag som Samtaleemne. Sneen væltede ned, vi gik en lang Tur i Skovene, da vi kom hjem, viste jeg ham Lejligheden ovenpå.