Særlig Unter den Linden ser man betydelige Forberedelser til Kejserens 50-årige Fødselsdag. Misstemningen mellem ham og Folket synes jo nu at være trukket over, Krigsfaren ligeledes.
Jeg pakkede mine Kufferter og tog til Weimar, hvor jeg på det huldsaligste modtoges af Vetter. Imellem Brevene fandt jeg et højst ubehageligt og foruroligende fra Barberen i Claragade i Odense. Allerup havde tit nok advaret mig mod Slubberten.
I Neues Theater så jeg Nitouche. Den ellers så nydelige Operette virkede, da der blev taget på den med alt for plumpe Hænder, som et Varietenummer.
Og så havde jeg netop talt så meget om ham med Houmark, da han er Viggo Jarls faste Forbindelse, de er gamle Klassekammerater og have stået i Forhold til hinanden lige siden dengang, han hørte uden Forbavselse på det, da jeg fortalte ham, at Viggo Jarl kom til Lundsgaard til Sommer.
Sad roligt og læste lige til jeg skulle spise, og efterhånden kom der Ro over mig, så jeg var i Stand til at nyde den gode og morsomme Forestilling på Folketeatret Bolettes Bryllupsfærd af Orla Bock og Malberg.
En rar Formiddag. Besørgede en Del Skriveri og begav mig per Cykel ind til Kerteminde, hvor Folk stod i Grupper foran Husene og på Gadehjørnerne og talte med Ængstelse om Krigen.
Brev fra Viggo, godt og kærligt, han er dybt rystet over Krigen. Var ude at se til Høsten.
Hele Mandskabet høstede i Mellemmarken, hver Gang jeg taler med Conradsen udgyder han sin Vrede mod Tyskerne. Polakpigerne have en af deres mange Helligdage i dag, jeg kunne høre [dem] hyle en af deres Salmer.
Var så henne hos Muuses, Fru Muus havde Bronkitis og så ret svag ud, Forretningen var nok stærkt berørt af Krigen.
Brev fra Hans Gradewitz i Hamburg, Brevet var meget alvorligt og bad mig ikke fæste Lid til ”die englischen Lügen” om at det var Tyskland, der havde fremkaldt Krigen, var det en Advarsel til mig som dansk, at jeg og mine ikke måtte tage Parti for Frankrig, Brevet var meget indtrængende.
Da jeg kom Hjem kastede jeg mig over Aviserne, der melder om Franskmændenes Tilbagetog og Russernes over Forventning hurtige Indrykning i Preussen. Franskmændene og Englænderne have dog ved Belgiens Hjælp opnået at hale Tiden ud, så Russerne have haft frie hænder til at gå løs på Preussen.