Hvilket Kæmpeforetagende, der er forestående i Tyskland: Alle Mænd og Kvinder under 60, der ikke er med i Felten, skulle tages i Arbejde hjemme for at virke i Krigens Tjeneste; blandt andet ved Tilvirkningen af Ammunition, måske kan det tyde på, at de mener, det begynder at knibe for dem.
Aftenaviserne havde endnu ikke modtaget Efterretningen om Kejser Wilhelms Fredstilbud, jeg er yderst spændt på at se, hvad der vil stå i Morgenaviserne, når jeg får dem iaften.
Tog med Toget til Odense, hvor jeg straks tog ind på Grand Hotel, var derpå henne hos Fru Møller at blive manicureret og pedicureret. Var til en god Aften henne i Sønderjysk Samfund: Pastor Jensen, der et helt År har været Præst for de sønderjyske Krigsfanger i Frankrig.
Moder sidder med naiv Grusomhed og er bange for at Wilhelm den anden skal få Held med sine Fredsbestræbelser, hun vil absolut have ham og Kronprinsen straffet for deres Misgerninger.
Var ene i Kupeen til Odense, hvor jeg gik lige hen til Beyer at blive barberet. Han fortalte at en Mand, der lige kom fra Leipzig, havde berettet om de revolutionære Tilstande, der herskede i denne så vel som i andre tyske Storbyer som Følge af Sulten.
Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Vi sov temmelig længe begge to, vi havde brugt os godt i går. Starck ”sidder” sært åndeligt ned, han lægger overfor mig ingen Skjul på, at han er en af vore, men foragter denne Sag som Samtaleemne. Sneen væltede ned, vi gik en lang Tur i Skovene, da vi kom hjem, viste jeg ham Lejligheden ovenpå.
Der var mange, som skulle med Toget fra Kerteminde, var glad over at skulle til Odense, disse Ture er jeg kommet til at holde meget af. Talte på Stationen med Pastor Bierre om Prebens eventuelle Foredrag.
Jeg tog med første Morgentog til Korsør. Pressen er noget beroliget ved vor Erklæring, men Chauvinistpressen rejser endnu Børster. Jeg kom til at tænke på hvad Clan sagde i går, at Danmark lever af Det tyske Riges Nåde, alt får vi dernedefra, både Kul, Petroleum og Benzin.
Tog med 3 Toget til Odense. Hentede først min Billet på Teatret og var så henne at blive klippet og barberet hos Bayer. Hvilede inden Middag på mit Værelse på Grand Hotel. Fik en udmærket Gedde til Middag. Var i Teatret og så Czardafyrstinden.
Medens jeg gik og klædte mig på om Morgenen, kom Christian ind i Sovekammeret og meddelte mig ganske bestyrtet, at der blev telefoneret fra Tranekær, at Fader var blevet syg og om jeg ville komme øjeblikkelig.
Jeg var så betaget, at jeg lå hele Natten uden at kunne sove, endelig blev det Morgen, og Albert kom ind i min Stue. Så snart jeg havde drukket min Havresuppe inde i min Stue gik jeg ind til Moder, der lå i Sengen og græd, Hans sad hos hende, vi græd længe sammen.
Moder og jeg talte om, hvorledes vi skulle indrette vort Liv nu efter Faders Død.