I går blev der pebet og hysset af det engelske Stykke på Frederiksberg Teater Privatliv; det er såmænd ærlig fortjent; det er et gement og liderligt Stykke.
Tyskerne har i Nat sprængt Domus Medica, K.B. Hallen, Peter Lieps Hus og Eremitagen i Luften; 35 Lærere blev i går fængslede. London Brænder, i Frankrig kan man se Skæret fra det brændende London; det vil sikkert ændre Krigens Gang. Nød Haven i det varme Solskin. Besøg af Karl Gustav.
Det lader til, at de Allierede også vil kaste hele Balkanhalvøen i Gabet på Rusland. Finland vil vist hurtig blive forvandlet til en Bolsjevikrepublik således som Østersøstaterne. Dronningen af Hollands Bolig i London er ødelagt af en Robotbombe, og Wilhelmine er flygtet ud på Landet.
Var i Frederiksberg Teater og så det så stærkt omdiskuterede Skuespil, som er tilskåret efter Sommerset Maughams Novelle Regn.
Spiste i Drachmanskroen, hvor jeg havde en behagelig Samtale med Erling Schroeder, der hele Døgnet var optaget af Englænderne og Teaterarbejdet.
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.
Havde en Del Skriveri i Anledning af Roskildensersamfundets Rusgilde 23. Juni. Var til Premiere i Frederiksberg Teater på Leck Fischers Fronten, der forherliger Frihedskæmpernes Færd under Besættelsen.
Havde meget Skriveri, også i Anledning af Terminer med mine mange Gaver og Understøttelser; havde også Skriveri angående Rusgildet. Talte med Direktør Knud Rex, der var lidt skuffet over, at hans Frihedskæmperforestilling ikke trak godt Hus.
Jeg er meget glad og beroliget ved, at Socialdemokrater og Kommunister ikke fik Flertal, så går vi forhåbentlig rolige Tider i Møde. Skrev til Karl Gustav. Preben bad mig om en Dag at følge ham hen til Overlæge Borberg for at tale med ham om Ingegerd.
Havde Besøg af Karl Gustav, der meddelte mig, at han havde afslået at spille Don Carlos, da han var fornærmet over, at Allé-Scenens Direktion ikke som tidlig[ere] ville engagere ham fast.
Karl Gustav besøgte mig inden Middag, han var meget opfyldt af, at han med kort Varsel skal spille Prologus i Antigone, da Hans Henrik Krause nu skal prøve på Frederiksberg Teater.
Talte udenfor Frederiksberg Teater med Karl Jørgensen; det glæder mig, at han har fået Hofjægermesterens Rolle i Julen på Ravnsholt; det er drøjt for de Skuespillere, som han, der må gå og vente på en tilfældig Rolle og ellers være uden Engagement.