Skrev et langt Brev til Fru Betty Nansen for at udtrykke min Beundring for Udførelsen af Planken ud.
Kom et langt Stykke frem i Storkansleren, nød rigtig det Arbejde, ligesom de andre Dage. Medens jeg hvilede efter Spadsereturen, kom Karl Gustav for på Fru Betty Nansens Vegne, at takke for min Hjælp til Teatrets Drift.
En Kurv med Cyclamer fra Karl Gustav, i Stedet for de Fotografier, han havde lovet mig; Blomster er en så flov Gave til Jul, den bekvemmeste Måde at affinde sig med et Menneske på. Arbejdede på ”Storkansleren” og gik i meget nedtrykt Stemning i Kirke Kl. 2.
Naturligvis roser Aviserne det slette svenske Produkt; i en vis Forstand glæder det mig, for så behøver Fru Nansen måske ikke at lukke, skandaløst at disse selvsamme Blade rev det udmærkede Stykke Planken ud ned.
Arbejdede på Storkansleren, lige til Karl Gustav kom; han prøvede hver dag i Fru Inger til Østraat men så ellers ikke lyst på Betty Nansen Teatrets Fremtid, da der stadig var gabende tomt til Forestillingerne.
Kom et meget langt Stykke frem i ”Storkansleren”. Telefon fra Karl Gustav, at han kom hen til mig i morgen. Det frøs 10 Graders Reaumur, da jeg Kvarter over 7 gik hen til Betty Nansen Teatret for at overvære Premieren på Fru Inger til Østraat.
Klokken 12 frøs det 16 (Seksten) Graders Reaumur, mærkeligt tre Vinter i Træk, Krigsvintre, Polarkulde, en Ulykke kommer aldrig alene. Karl Gustav kom Kl. 3 og medbragte Krokus samt nogle Prøvebilleder, hvoraf jeg skulle vælge to, der lignede ham, og her som altid var han aldeles naturlig.
Sendte Fru Betty Nansen Pengene for hele dette År. Bladene er fulde af Lovtaler over Fru Østraat; der er kun en Mening, begejstrede Anmeldelser! Også Karl Gustav omtalt smukt; et enkelt Blad skriver, at hver Gang han kom ind på Scenen, blev der ligesom lysere.
Arbejdede på Storkansleren. Var hos Rydgaard at få min nu månedlige Indsprøjtning. Rydgaard udtalte sig meget kraftigt mod Quisling; som han sammenlignede med Nero; mente, at når Nero engang var glemt, ville Verden med Afsky nævne den fule Forræder Quisling.
Meget smukt, men meget modfaldent Brev fra Fru Betty Nansen, der på en meget inderlig Måde giver Udtryk for sin Taknemmelighed imod mig. Hun er så træt og så nedtrykt, at hun ligger i Sengen lige til det Øjeblik, hun skal ind på Teatret og spille.
På Betty Nansen Teatret går det desværre ikke godt, Fru Nansen synes ganske at have sat sin Energi til, der holdes ingen Prøver og lægges ingen Planer. Karl Gustav fortalte, hvorledes dramatiske Forfattere og Skuespillere rette Bønskrifter til ham for at opnå noget af mig.
Havde Besøg af Karl Gustav Kl. 2. han var meget ked over, at han var gået glip af Direktør Melsings Engagementstilbud for næste Gang, men han måtte afslå det, skønt han overhovedet ikke aner, om der eksisterer noget Betty Nansen Teater til August.
Forleden da han var her, bebrejdede jeg ham alvorligt de noget overmodige Krav han havde stillet til Fru Nansen om månedligt i Stedet for årligt Engagement, noget der da også havde bevirket, at Fru Nansen var blevet noget chokeret.
Til Jubilæumsugen i Betty Nansen Teatret; sad som sædvanligt ved Siden af Direktør William Hansen og hans kønne Kone, der er meget empresserede overfor mig.
På Tilbagevejen sad Sporvognen, som jeg var med, fast i Trængslen på Rådhustorvet, hvor der var Slagsmål mellem Kommunister og Medlemmer af Frikorpset Danmark.
Det lader til, at Fru Nansen lukker sit Teater den første, godnat Don Carlos; underlige Kone!
Efter Middag var jeg i Betty Nansen Teatret og så Fru Inger til Østraat; ingen Skuespillerinde for Tiden gør Fru Nansen derefter.
Var i Betty Nansen Teatret og så det meget morsomme amerikanske Stykke Du kan ikke ta’ det med dig, jeg lo hjerteligt; Karl Gustav var flink som den unge Mand.
Karl Gustav kom Kl. 3 og blev her hele Eftermiddagen. Separationen har taget meget på ham, han er bitter og dømmende. Han bliver foreløbig boende på Hotel Nordland, da det næsten er umuligt at få en Lejlighed.
Havde en dejlig Dag med Karl Gustav, der var smuk som en græsk Gud, og i Modsætning til sidst, glad og meddelsom, han føler det vist til syvende og sidst alligevel som en Lettelse at være blevet af med den gnavne og besværlige Kone.