Det var en virkelig god Forestilling på Teatret, Skjoldborgs Ideale Magter, i hvilket Drama den Utålsomhed og Uretfærdighed, som ellers kommer frem i hans Romaner, ikke viser sig.
Frantz Schack var oppe hos mig i Anledning af Indsamlingen til Kejserinde Dagmar.
Var ude til en af Sæsonens interessanteste Forestillinger, det var Komedien af den norske Forfatterinde Nini Roll-Anker med Fru Betty Nansen i Hovedrollen. Fru Nansen siger selv at det er hendes Livs tredje Rolle, først Agnete, så Tora Parsberg og nu denne.
Havde en god Aften ude på Betty Nansen Teatret, det er dog det interessanteste af Byens Teatre, der blev givet Bjørnsons Leonarda. Havde en lang Samtale med Helge Rode i Mellemakten, talte også med Carl Behrens.
Var i Folketeatret og så Hertzes Audiensen, Richard Christensen meget indtagende, og det uopslidelige Rejsen til Kina.
Meget deprimeret, længes efter Lundsgaard. Læste i A.D. Jørgensens historiske Afhandlinger og i Frenzens Bismarck, koldt og uhyggeligt i Huset, Mary kom og besøgte os, meddelte at Preben var blevet undersøgt af Knud Faber, der ikke mente det var Mavesår.
Mødtes med Viggo i Drachmanskroen, et meget hyggeligt og aparte Lokale, jeg nød Samværet med Viggo og drak med Nydelse den fine Vin til Maden, fortalte Viggo om mine Planer med Gunnar, han forstod godt at jeg ville sikre mig et Menneske til mine gamle Dage.
Skønt jeg var forkølet og ilde tilpas tog jeg dog til Odense, Odenseturene have før hjulpet. Jeg kørte afsted i Automobil Kl. 2. Var først henne hos Fru Møller at blive manicureret og pedicureret, så gik jeg hen til Lind.
Skrev en Afhandling til Fyns Stiftstidende om Faust-Opførelser på Odense Teater.
Hindenburg er opstillet som Kandidat til Præsidentværdigheden, det tiltaler min monarkistiske Følelse, men mon det dog ikke er en farlig Leg? Jeg håber han vil gøre det bedre end MacMahon i sin Tid.
Glad Brev fra Direktør Gregaard i Anledning af min Omtale af hans Faust-Opførelse.
Var i Nørrebros Teater og morede mig over Frederik Jensen i Erik Bøghs gamle Hun skal debutere, det var den fineste, diskreteste Komik, man kan tænk sig, rørende navnlig i den smukke Sang i sidste Akt.
Efter at have spist en udmærket Middag på Grand Hotel gik jeg hen at se det uopslidelige Nøddebo Præstegård. Aksel Emil Larsen var god som Nikolai, den første Nikolai, der mindede mig om Elith Reumert, som han spillede Rollen, da hans eget Stykke kom frem i Julen 1888.
Spiste en udmærket Middag på Grand Hotel, havde bagefter en Samtale med Direktør Gregaard, der naturligvis var glad over den Lykke, Landsoldaten gjorde – fra Ryslinge Højskole havde der været Fællestur til Odense for at se Stykket.
Efter Middag kørte jeg til Odense og kom til Teatret i meget god Tid, der blev givet en Julekomedie af Harald Tandrup og Jens Locher Julestormen, Stykket bliver næppe nogen Afløser af Nøddebo Præstegård, Spillet var betydelig bedre end Stykket.
Preben kom lige fra Ø.K. og havde lige talt med Etatsråd Andersen, der overfor ham udtalte, at hvor meget han end holdt af Danmark, skulle han fødes på ny og begynde forfra ville han vælge at være Kosmopolit.
Så på Betty Nansen Teatret Frøken Kirkemus med de to Filmberømtheder Gunnar Tolnæs og Karina Bell i Hovedrollerne, sådan noget, det trækker.
Spiste Middag Klokken halv seks og halv syv kørte jeg ad Odense til; disse Aftenkøreture til Odense er så hyggelige. Havde en yndig Aften på Teatret, hvor der opførtes et nyt pænt Stykke af Svend Rindom Den gamle Præstegård.
Glæder mig til en god Dag i Odense snart, når det nye Stykke af Morten Korch går, og så spiser jeg til Middag på Grand Hotel først, det er næsten halvtredje Måned siden jeg har drukket et Glas Vin.