Holland

Efter Middagen på Hotellet havde jeg en rar Samtale med Ebbe Neergaard og hans venlige Kone; de var som jeg meget altererede over de Meddelelser, der er komne iaften om at Holland og Belgien mobiliserer.

Imorges kom der Løbesedler om, at Tyskerne i Nat er rykkede ind i Holland og Belgien. Nu begynder først Krigen og desværre Massemyrderierne som i 1918 ved Somme. Tyskerne benytter samme Påskud som overfor Danmark og Norge.

Var i det Kongelige Bibliotek, som jeg har savnet i Pinsedagene. Nu raser det største Slag, der nogensinde har fundet Sted, og Holland og Belgien vil snart være rygende Ruinhobe. Nutidens Fyrster er så sandt ikke helte. Wilhelm den anden stak Halen mellem Benene i 1918.

Nu har den hollandske Hær kapituleret, og Regeringen er rejst efter Wilhelmine til London, Englænderne kom som sædvanligt for sent. Belgierne trækker sig tilbage over hele Linjen. Tyskerne er rykkede ind i Frankrig og have besat Sedan.

Vældige Begivenheder er indtrufne, medens jeg har ligget i Sengen, Holland har kapituleret og Belgien er næsten helt besat af Tyskerne. Tyskerne erobrer den ene stærke Fæstning efter den anden med en langt større Lethed og Hurtighed end under Krigen i 1914-18.

Nu ser det uroligt ud i Østasien, hvor Japanerne formodentlig skal have fat i Olien fra Hollands Indiens Oliekilder; det ser England og Amerika næppe roligt på, så får Tyskland Ro til uforstyrret at bekæmpe Rusland og bringe ordnede Tilstande tilveje der.

Det har vakt en meget pinlig Opsigt herhjemme, at Hitler har ladet erklære, at hverken Norge eller Holland vil få deres Selvstændighed igen; hvordan vil det gå med Danmark?

Japanerne har nu erobret Singapore, måske kan det bringe en Ende på Krigen; Japanerne er også gåede i Land på Ny Guinea og nærmer sig altså Australien.

Det lader til, at de Allierede også vil kaste hele Balkanhalvøen i Gabet på Rusland. Finland vil vist hurtig blive forvandlet til en Bolsjevikrepublik således som Østersøstaterne. Dronningen af Hollands Bolig i London er ødelagt af en Robotbombe, og Wilhelmine er flygtet ud på Landet.

For første Gang i lange, lange Tider skinnede Solen; jeg benyttede mig deraf til at indsuge dens Stråler på en Tur i min Have.