1. September 1910

Paul Reimers på besøg.

Kl. 10 satte vi os alle 3 i den åbne Landauer og kørte under munter Samtale og Spøg til Odense, hvor vi i den allerbedste Stemning spiste Frokost og bagefter besørgede en Bunke Ansigtskort. Beså det indre af Domkirken og aflagde et Besøg i H.C. Andersens Hus. Hvorpå vi var henne i Wendelbos Sæbeforretning at købe noget Parfume. Wendelbo selv stod bag ved Disken og var blændende smuk og meget venlig. Vi kørte hjem per Automobil, Paul og jeg indeni, Ehlers sad foran hos den kønne Chauffør. Reimers var meget kærlig under køreturen og sagde blandt andet, at de Dage på Lundsgaard hørte til de skønneste i hans Liv. Hjemkomne gik Paul og jeg i Stranden sammen efter først at have været nede i Drivhuset, hvor den til Raseri forelskede Allerup stod og så beundrende på Reimers. Det hyggeligste Øjeblik på hele Dagen er næsten det når vi sidder sammen efter Middagen inde i Lensgrevindens Stue. Den sædvanlige Tur op til Klintehuset foretog vi også i Aften. 

Sangeren Paul Reimers (1877-1942). Fotografi 1919. Library of Congress, Prints and Photographs Division Washington.

Årti