Top

våbenskjoldFrits Ahlefeldt-Laurvig (1870-1947) var lensgreve på Tranekær og forfatter. Hele sit liv havde han en passioneret interesse for den danske og europæiske kultur- og teaterverden, og han havde ressourcerne til at forfølge disse interesser i hele Danmark og på rejser i Europa. Han førte en detaljeret dagbog, som gøres tilgængelig i uddrag her på denne platform.

Frits Ahlefeldt-Laurvig levede i en interessant periode af dansk kultur- og teaterhistorie med store forandringer. Han gennemlevede både Estrup-tiden, 1. og 2. Verdenskrig. Det betyder på den ene side, at han oplevede skuespillerne fra guldalderens Danmark på deres ældre dage i 1890’erne og de unge stjerner på teatret i 1930’erne og 1940’erne. På den anden side betyder det også, at han oplevede både at møde flere markante politiske personer og Danmark under besættelsen i 1940-1945. Dermed var der en stor spændvidde i de begivenheder, han var øjenvidne til. » Læs mere om projektet her

Under menupunktet Tidslinje kan du bladre og læse i hans dagbøger eller via tidslinjen vælge at læse inden for en afgrænset periode. » Læs i dagbøgerne her

Under menupunktet Søg kan du gennemføre en fritekstsøgning eller søge inden for emner, steder og årtier. » Søg i dagbøgerne her

Platformen bliver jævnligt opdateret. Den er senest opdateret den 23. april 2025.

Teatergreven

Udvalgte dagbogsopslag

Fra Manuduktøren, hvor jeg ikke kunne et levende Ord, gik vi til Niels Juelsgade, hvor vi traf Onkel Preben og Sigismunda Schulin. Så kørte vi med Moder, Hans og Frøken Blumer hen til Nørre Farimagsgade for at de alle kunne hilse på Graaes.

Jeg drak Te alene nede i Spisestuen og overlod Adam Moltke til hans mange Forberedelser i Anledning af Kejserindens Komme. Jeg gik op til Svinninge og hen på Kirkegården og et godt Stykke hen ad Landevejen nordpå. Inden Frokost skrev jeg til Graae, Wittrup og Svendsen.

Bladene melde, at Estrup er død. Det går næsten lige så upåagtet hen som i sin Tid, da Hall døde, jeg hørte dengang til Ungdommen og jeg tænker den nuværende unge Generation føler lige så lidt ved Estrups Død som vi Unge dengang ved Halls.

Jeg gad vidst, om det ikke var rigtigt, hvad Ellen Beck sagde i Søndags henne i Frederiksberg Teater, at det vist er forkert, når Plakaten angiver Gustav Wied som Forfatter til Hendes gamle Nåde, der i sin dybe Alvor er så forskellig fra Wieds sprælske Muse.