11. Marts 1889

Der forhandles i denne Tid meget i Rigsdagen angående det kongelige Teaters Monopol, i Privatlivet tales der også ivrigt derom. Det kongelige har nemlig udelukkende i sin Besiddelse alle vore klassiske Forfatteres Værker (Holberg, Oehlenschläger, Hertz, Heiberg, Hostrup) og ingen af de andre Forfattere må når de have skrevet et Stykke uden videre overlade dette til Privatteatrene uden først at have spurgt det kongelige Teater, om det vil opføre det. Der er i den Anledning indsendt en Adresse til Regeringen om at få Monopolet afskaffet, den er underskrevet af de fleste fremragende Forfattere og de tre Teaterdirektører (Abrahams, Rasmussen og Lehmann). Kultusministeren, hvem denne Sag afhænger af, har ikke stillet sig bestemt imod denne Forandring, men nogen bestemt Beslutning er ikke tagen endnu. Det lader næsten til, at det vil blive ordnet således, at når et af det kongelige Teaters Stykker ikke er bleven spillet i 10 År, have de andre Teatre Lov til at opføre det, hvilket altså kun kan finde Sted om 10 År fra nu af. På den Måde tvinges det kongelige Teater til at opføre de klassiske Arbejder for at ikke hele dette Repertoire skal gå ud af Hænderne på det, det kan såmænd også være en heldig Bestemmelse, thi der bliver jo næsten aldrig spillet noget af de gamle Stykker, som dog er hundrede Gange bedre end de moderne Problemkomedier. Det er vel alt dette det skyldes, at det kongelige Teater har besluttet at opføre Oehlenschlägers Dronning Margareta. Jeg er for Resten aldeles neutral i det Spørgsmål. Der er da for Resten en Ting endnu, der taler for Monopolets Afskaffelse og det er den Omstændighed, at en Forfatters Arbejder kunne blive gemte efter meget få Opførelser og at han så ikke kan tage dem tilbage og lade andre Teatre opføre dem.