12. April 1944

"Privatliv" på Frederiksberg Teater.

Skrev til Svend Melsing min Opfattelse af Celestina, telegraferede til Hanses 61-Års Fødselsdag. Var henne hos Kunstsalen for at købe et Billede til Barber Jensens Datters Konfirmation; de fortalte mig derhenne, at der havde været meget uroligt i deres Kvarter ved Gammeltorv under Demonstrationerne på Årsdagen for den niende April 1940. Sad lidt i Solen i min Have, inden jeg skulle op at hvile. Spiste i Drachmannskroen, hvor Frøken Krabbe sang Duetten med den ene af Sangerne; Jørgensen var meget urolig ved hele Situationen; de stadige Gadeuroligheder, som han kaldte Optakten til den Revolution, som må komme; de fleste Indbrud og Overfald har til Formål at tilrane sig Våben. Fabrikant Lystrup, der på sin store Fabrik besørger Reparationerne til den tyske Værnemagt, havde talt med ham forleden efter sin Hjemkomst fra Tyskland. Lystrup hævdede, at Tyskerne kunne fortsætte Krigen til 1945! Inde hos Lystrups var det endnu ikke lykkedes at forøve Sabotage, da Vagten var talstærk og væbnet til Tænderne, desuden havde de syv store glubske Politihunde. Var i Frederiksberg Teater til Opførelsen af Noël Cowards Privatliv, et dygtig umoralsk Stykke, i hvilket de Optrædende udtværede det liderlige på en ligefrem usømmelig Måde. Talte i Mellemakten med Esther Scheel, der har fået et meget fræk Ydre og Væsen; desuden talte jeg med Melby og hans kønne Kone, der er fra Langeland; han var som altid meget optaget af Teatervæsenet.

Skuespillerne Grethe Holmer (1924-2004), Knud Rex (1912-1968), Berthe Qvistgaard (1910-1999) og Edvin Tiemroth (1915-1984) i Privatliv på Frederiksberg Teater. Fotografi 1944. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti