12. Februar 1943

Bombardement af København.

Havde Besøg af Bartholdy, der var meget opfyldt af Tanken om, at der måske snart bliver Fred; han er engelskvenlig om en Hals og tror fuldt og fast på Englændernes Sejr, han mente ikke, at Københavnerne bar Nag til Englænderne på Grund af Bombardementet. De var overbeviste om, at Englænderne ikke ønskede at gøre de Danske Fortræd; det var første Gang, påstod Bartholdy, at Englænderne havde kastet Bomber ned i selve København, ved alle de tidligere Angreb var der kastet Miner ned i Øresund for at hæmme Tyskernes Sejlads; Englænderne havde med Vilje bombarderet Sukkerfabrikken, da den havde  indeholdt Glycerin, denne Viden havde Bartholdy fra en Arbejder på Sukkerfabrikken, Bartholdy havde nemlig begravet en Arbejder fra Sukkerfabrikken, og det var den forulykkedes Broder, der havde fortalt det. Tyskerne i København tilkendegav deres Beundring for den Schneid, hvormed Englænderne havde placeret deres Bomber. – Bartholdy frygtede Russerne mindre end Tyskerne, han påstod nemlig, at de Styrende i Rusland havde ført Befolkningen tilbage til Kirken og Familielivet, medens Hitler og hans Mænd agtede at forfølge Kirken og indføre Statens Opdragelse af Børnene.

Lensgreven og forfatteren Frits Ahlefeldt-Laurvig (1870-1947). Fotografi cirka 1930. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv.

Emne
Årti