13. Januar 1945

Det Frie Danmark sendte mig det sidste Nummer af sit Blad, der optræder utilsløret kommunistisk. Ubegribeligt at konservative Mænd og Præster (Bartholdy) kan støtte dette Foretagende. Churchill lover i dette Papir Guld og grønne Skove som Tak for Sabotagen; Bladet påstår, at Det Kongelige Teater og Nationalmuseet vil blive sprængt i Luften af Tyskerne. Karl Gustav fortalte mig, at Kommuneskolen ved Nyboder var sprængt i Luften i Nat, nu kan vi altså vente en Hævnakt fra Tyskernes Side; Stikkere indenfor Tyskernes, eller vel rettere Schalburgernes Rækker, have røbet, at Det Kongelige Teater og Nationalmuseet står for Tur til at ødelægges; det har endog været forkyndt i den svenske Radio. Til Premiere på Allé-Scenen, hvor Svend Rindoms nye Skuespil Den lykkelige Fiasko blev opført. Det var et elendigt Makværk, der ikke har Bud til Nutiden men et Opkog af Lystspilforfatterne for halvfemserne. Gustav Esmann, Otto Benzon etc., blot ringere; der forkyndes Præstehad, der gøres Nar af Moralen, og det i en Tid, hvor Umoraliteten fejrer sande Orgier, hvor de danske Piger vender efter de tyske Soldater, hvor Kønssygdommene breder sig med rivende Hastighed og hvor små Piger på 12 til 13 går rundt med venerisk Syge. Forfatteren kræver, at man skal kalde Præsten i Stykket reaktionær, fordi han misbilliger, at hans pæne Broder vil gifte sig med en Model. Skidtet blev godt spillet, navnlig af den meget talentfulde Jørn Jeppesen.