14. December 1916

Tog med Toget til Odense, hvor jeg straks tog ind på Grand Hotel, var derpå henne hos Fru Møller at blive manicureret og pedicureret. Var til en god Aften henne i Sønderjysk Samfund: Pastor Jensen, der et helt År har været Præst for de sønderjyske Krigsfanger i Frankrig. Det skyldes den for sit varme Venskab for Danmark bekendte franske Professor Vernier, at Sønderjyderne behandles ganske som dem fra Elsass og Lothringen. Jeg blev dybt bevæget, da han forelæste et Brev fra en sønderjysk Kvinde; efter at hun havde mistet sin Broder i Krigen: ”Han er faldet for en Sag, der ikke alene ikke er hans egen men som endog var ham imod. Og jeg kan ikke engang trøste mig selv ved at synge Slumrer sødt i Slesvigs Jord, men måske kan jeg engang komme til at synge Dyrekøbt den blev ved Eder”. Under de sidste Ord rejste hele Forsamlingen sig op, godt at det ved Mødets Begyndelse var blevet forbudt at referere om Udtalelserne. Ved Siden af mig sad en ung Sønderjyde, der havde været med ved Vestfronten. Det kneb for mig at holde Tårerne tilbage da Helms Sang Håbet er som en liden Fugl. Blandt de mange Bekendte, med hvem jeg talte om Aftenens Indtryk var Pastor Rud, Fru Krogh og Forstander Appel.