15. Juni 1918

Hvilken Fryd for Øjne og Øren at se og høre Regnen strømmede ned fra Himlen. Kørte til Rudkøbing. Talte i Kahytten lidt med Hotelvært Sørensen, der med sin Familie skulle på Lysttur til Faaborg. Gik en rar Tur, de halvanden Time jeg havde i Svendborg. I Toget til Kerteminde talte jeg med Rigmor Timmermann og hendes Ægtehalvdel, desuden med Ingeniør Jørgensens Kone, der skulle over at se til Datteren, der lærer Husholdning på Lundsgaard. Den smukke Jernbanneassistent Andersen var med i Toget. Næppe var jeg kommet til Lundsgaard, før Christian kom og meldte, at Kronprinsen var der. Han er for Tiden Kadet ombord på Heimdal, hans Ven Kadet Schäfer var med. Vi slog et Slag i Haven, på Avlsgården og ved Klinten. Det jeg bedst kan lide hos Kronprinsen er det, at han giver sig kun ganske som han er, i alt Fald når han træffer et Menneske. Hos ham kan findes Forståelse. Overfor mig var han ganske den beskedne unge Mand over for den ældre, hentydede således på en taktfuld måde til, at han i mig først og fremmest så sin Fader Kongens Barndomsven. Han er sværmerisk begejstret, synes at åndelige Sysler, særlig Musik, er det bedste i Verden, men samtidig er han frisk og umiddelbar, næsten barnlig siger, at han holder meget af Søen. Han fordybede sig i mine Billeder, Mapper, Bøger, talte med varme om Baggesen og hørte med Interesse på min Fremstilling af mit Syn på Digteren. Både af Ydre og Indre er han en Blanding af Faderen og Moderen, han har Kongens Friskhed og Droningens Dybde. Af Ydre og Væsen er han så udpræget dansk som det er muligt. Der er intet kunstlet ved ham, alt er ægte og Natur, noget distræt og springende er han. Teen kom Kl. 10 0g blev indtaget hygeligt inde i min Stue. Jeg måtte have Wagnerlitteratur, Wagnerbilleder etc. frem, og så var han Fyr og Flamme, som han er, når man taler om noget, der fængsler ham. Da Kronprinsen gik sagde han, at han kom igen et Par Gange i Sommerens Løb. På mit Spørgsmål om han befalede, at jeg skulle invitere nogle af Beboerne, svarede han: ”Greven må love mig ikke at invitere nogen, jeg vil helst være alene med Dem.” Da den høje Gæst havde forladt mig, var Klokken 11, så det blev en sen Middag, især da jeg ikke havde spist siden i Morges Kl. 9. Så kom Udpakningen og Ordningen, så først 1½ lå jeg i min egen rare Seng.