16. Januar 1916

Viggo kom op til mig et Kvarter over seks, han sagde straks, at jeg så dårlig ud og spurgte, hvad der var i Vejen, med en Tone, som vidste han det, jeg svarede da heller ikke. Han bragte et meget stort Billede efter hans Sejrherren fra Marathon. Vi tog hen på Hotel Phoenix for at spise sammen der. Disse lykkelige Timer, hvor jeg således har Viggo ganske for mig selv midt i den Sværm af mig ligegyldige Mennesker, der dog danner en Art Ramme om vor Lykke, er jeg Forsynet taknemmelig for. Jeg sagde [til] Viggo til at træffe testamentariske Bestemmelser, da han har den Vane ligesom jeg at gemme alle de Breve han får, jeg skulle så opbevare hans Bestemmelser, ”ingen i Verden ville jeg heller betro det end dig”, sagde han. Rørdam havde fortalt ham om mit Besøg forleden og sagt, at jeg gjorde et deprimeret Indtryk, Viggo spurgte om Grunden, jeg fortalte om min Skuffelse over vort Samvær i går: ”Du er vant til, at alle snakker dig efter Munden”, sagde han. Jeg sagde nu at jeg havde følt mig såret over, at han i de otte Dage hans Fader havde været her i København, ikke havde benyttet Lejligheden til at føre os sammen, nu var han rejst. Jeg forstod ikke rigtig hans Forklaring, kun at hans Forældre i en vis Henseende var vanskelige, på den ene Side var de glade over at jeg var hans Ven, på den anden Side kritiserede de, at han til Ven havde valgt en Greve og ikke en af ”hans egne”. Vi gik hen til Komtesse Lerche og tilbragte en hyggelig Aften med hende og Fru Federspiel med Musik, Sang og livlig Samtale. Viggo bad mig på sin fine og hensynsfulde Måde blive et Par Dage endnu i Byen. Og naturligvis lovede jeg at telegrafere hjem i morgen. Jeg er så lykkelig.