17. September 1895

Med Godske-Nielsenerne var jeg en Tur ude at vandre på Landet og spiste Middag hos Moder. Med Moder og Frøken Bluhme havde jeg en ivrig Diskussion om det evindelige Ægteskab. Så var vi alle henne i Dagmarteatret for at se Oehlenschlägers Tordenskjold. Det er i Grunden ingen Tragedie, men et ypperligt konstrueret Skuespil, der ender tragisk. Skønt det regnes for at høre til vor store Digters svagere Arbejder, rummer det dog Skønheder, som der næppe findes Mage til i hans allerbedste: Karl den 12tes Ord til Tordenskjolds og Harriets Slutningsreplikker. Wilh. Wiehe ligner Søhelten således som hvert Barn kender ham og ingen Skuespiller i København kan gøre Fyldest i den nordiske Tragedie som han, Frøken Blads Harriet står værdigt ved Siden af ham og de klassiske skønne Slutningsord sagde hun med en så begejstrende Kraft at Frøken Bluhme fik ”des frissons dans la peau”. En højst stilfuld Figur var Fru Emma Wiehes Tante Debohra.