2. Februar 1945

Karl Gustav Ahlefeldt på besøg.

Russerne går med Stormskridt mod Berlin, der skal forsvares til det yderste. Karl besøgte mig lidt før Frokost; han så noget blegnæbet ud og klagede også over Træthed; han befandt sig bedst i Sengen, sagde han; han fandt, at d’Angleterre var langt bedre end Nordland, det er dog stadig Byens førende Hotel. Han går nu helt op i Venskabet med Ditlev og Åse, hos hvem han havde spist forleden sammen med Erik Scavenius, over hvem Karl Gustav var meget imponeret; Erik er åbenbart blevet skilt, han mødte ugenert op med sin Elskerinde, en Fru Devantier. Ditlev og Åse burde under disse alvorlige Forhold være i deres hjem, men de vil more sig; det er vist navnlig hende. Det viser sig på Måleren, at vi på den første Dag ikke har overskredet det Kvantums elektriske Strøm, vi have Lov til at bruge; derimod har det øvrige København kun nedsat sit Forbrug med 17 Procent i stedet for med 50, så det ender nok med, at der helt bliver lukket for Strømmen; Teatrene havde meget dårligt Besøg. Læste om Aftenen i Worsåes Erindringer.

Skuespilleren Karl Gustav Ahlefeldt (1910-1985). Fotografi cirka 1940. Teatermuseet i Hofteatret.

Årti