2. Oktober 1943

En meget urolig Nat med stadig Automobilkørsel i min Gade; mine tyske Genboer, Gestapomændene, talte højt og kommandere, jeg hørte Ordet: Vorsicht. Jeg var klar over, at uhyggelige Ting foregik, og det blev bekræftet af Henrik, da han kom ud til mig om Morgenen. Alle Københavns Jøder er blevne arresterede i Nat, beskyldte for at stå bagved Sabotagen – endog på Hospitalerne var der foretaget Eftersøgelser. Byen er foreløbig sikker. Naboen fortalte, at den gamle Jøde der kommer til ham hver dag, havde været inde hos ham i går; han havde sagt, at Tyskerne ikke skulle få ham levende, han gik med en stærk og hurtig virkende Gift i Lommen. Var oppe i Studenterforeningen for at overvære Mindefesten for Henrik Pontoppidan. Da Salen var stuvende fuld, trådte den ledende Senior, Professor Niels Nielsen ind og forkyndte højtidelig under Dødsstilhed, at Mindefesten var aflyst som Følge af Sorg over de påbegyndte Forfølgelser af de danske Jøder; så meddelte Professor Nielsen, at Senioratet havde meddelt rette vedkommende, at Studenterforeningen følte en levende Afsky for Jødeforfølgelsen, og han spurgte Studenterforeningen, om den billigede dette Skridt; det var et gribende Syn, da alle som en Mand uden Betænkning, i Følelsen af Øjeblikkets Alvor, rejste sig med Afsked; Lyden af dette denne Tilkendegivelse glemmer jeg aldrig; der var en dyb Alvor over Forsamlingen, indenfor hvilken det svirrede med mere eller mindre kontrollable Rygter, såsom, at tre store Dampskibe i Morges havde forladt Havnen for at rejse med Jøderne ned til Polen, hvor de skulle arbejde i Kulgruberne, de ulykkelige! For at få lidt Ro i Sindet gik jeg i det stadigt sommerlige Vejr rundt om Søerne, hvor de mange Svaneunger begyndte at få hvide Fjer.