20. August 1918

Forholdet til Viggo Jarl.

Sad lige til 11½ for at vente på om Viggo dog ikke ville komme ned til mig for at gøre det godt igen at han havde brudt sit Løfte i går Aftes, men der kom ingen. Så gik jeg op til Heine, da Rubow er bortrejst. Han mente, jeg havde haft godt af Bicykelturene, men gentog, at mit Hjerte var svagt. Gik så med Graae op til Kammeradvokat Aagesen for at tale om den Bille-Braheske Arvesag, vi blev enige om, at jeg imorgen skulle tage over til Hvedholm for at tale med Tante Antoinette om Svigerdatterens Affærer. Så talte jeg med Gerda Bille-Brahe oppe på d’Angleterre og manede atter til Sparsommelighed. Det er meget vanskeligt at gøre hende noget forståeligt, da hun [er] dum og pjanket. Hun har en ubehagelig Tilbøjelighed til at fortælle Folk hvad andre sige om dem, således har hun med nogle Udtalelser, Aagesen skulle have fremført om mig, men hun har en livlig Fantasi, så man ved ikke om det er sandt hvad hun siger. Arbejdede med Calberg oppe på mit Værelse. Der kom et Brev fra Viggo, skønt vi bo i samme Hus, han beklagede sig over at han ikke så mig, men nævnede ikke når han var hjemme, skønt han havde sagt mig at han rejste med Aarhusdamperen om Aftenen. Portieren sagde imidlertid, at Viggo havde ikke anmeldt Afrejse. Kl. var 5, og jeg blev hjemme Resten af Dagen, for at vi ikke skulle gå fejl af hinanden, fik noget Cacao op på mit Værelse og læste i Georg Brandes' Voltaire, men endnu 11½ var Viggo ikke kommet tilbage.

Billedhuggeren Viggo Jarl (1879-1965) som ældre. Udateret fotografi. Privateje.

Sted
Årti