21. August 1943

Fru Jensen, der har en Søster i Odense, fortalte, at Spektaklerne var begyndt med, at nogle unge Mennesker havde fået fat i de tyske Soldaters danske Piger, havde raget alt Håret af dem, hvorpå de kylede dem i Odense Å. Da Tøserne kom op og var blevne tørrede, malede de unge Mennesker hagekors på deres bare Ende. Det havde naturligvis givet Anledning til Slagsmål mellem de unge Mennesker og Pigernes Kærester, så kom som Følge deraf Undtagelsestilstanden, der så atter fremkaldte Generalstrejken, Folk er åbenbart ikke længere bange for Tyskerne, nu hvor det går dem ilde i Krigen, mindre nobelt af mine Landsmænd. Tog med Sporvognen ud til Hulgårdsvej at besøge Svend Melsing, der ejer et Rækkehus derude; vi sad i den ganske lille, meget hyggelige Have i den brændende Hede, under Løvtag af Vildan, en frodig Plæne strakte sig foran os, på den et rigtbærende Æbletræ og en slank Gran; et Pælehegn skiller Haven fra Stien bagved; det hele ånder Fred og Hygge, et Træhus ude i Haven med en Badeindretning; Stuerne er også små, men lige så hyggelige som Haven, det hele i høj Grad personligt. Svend Melsing har Ord for at være urolig; jeg finder det modsatte, på mig virker han beroligende, jeg havde ingen Tvangstanker under vores tre Timer lange Samtale. Melsing var meget skuffet over, at han ikke kunne få det forhenværende Betty Nansen Teater at leje, det skal anvendes til Danserestaurant; men håber stadig på at kunne leje et privat Teaterlokale; han talte venligt og anerkendende om Karl Gustav, både som Skuespiller og Menneske. Der er noget forfriskende ved Svend Melsings Latter og ved hans morsomt underfundige Smil. Han er meget behagelig at føre en Samtale med. Om Aftenen var jeg ude at høre Thomas Jensen dirigere Beethovens 9. Symfoni, der greb mig stærkt ved sin Vælde, dog mest ved de romantiske Steder; hvilken Jubel i Slutningskoret. Henrik hentede mig, og vi havde det rart sammen på Hjemturen med hinanden under Arm og Hånd i Hånd. Et Brev fra Karl Gustav fra Hornbæk; det var på halvtredje Linje.