21. September 1909

Jeg spiste ingen Frokost men derimod Middag Kl. 4 på Grund af Turen til Odense. Forinden skrev jeg en Del Breve. Halv seks kørte jeg ud af Gården og nåede Industripalæet i Odense lige som Schnedler-Petersens Koncert skulle begynde. Jeg husker så tydeligt den nu højt ansete Orkesterdirigent, da han som ganske lille Dreng ved Dyrskuerne i Lindelse var Trommeslager ved Musikken og faldt i Søvn midt under det hele. Den gamle spøgefulde Onkel Carl fra Vestergaard tog Trommestikkerne ud af hans Hænder og trommede videre! Senere husker jeg at han som 9 Års Dreng var en Aften på Broløkke med sin Spillelærerinde og præsenterede sig. Han betragtedes som et Wunderkind, hvad han vel også var. Frøken Bøttmer i Snøde fik sin Broder, Organist Jähnigen fra Sorø, til at gå til Tranekær og opfordre Bedstefader til at støtte den lille Schnedler-Petersen, hvilket Bedstefader da også gjorde. Jeg husker så tydeligt da jeg så den store tykke højttalende Organist skride gennem den grønne Stue og i Døren sige til Bedstefader: ”Ja så stoler jeg på, at Deres Excellence tager dem af Ungen.” Ved Koncerten kom jeg til at sidde lige bag ved Dr. Oldenburg, som jeg er halvvejs indtaget i, ved Siden af mig sad Fru Egede. Vi 3 havde livlige og behagelige Samtaler under Pauserne. Mest Indtryk på mig gjorde Del af Beethovens Pastoralsymfoni og Hartmanns Vuggevise. Da jeg gik, sagde jeg spøgende til Oldenburg: ”Nu ville jeg nok ønske, at Lundsgaard lå lige så nær som Klingenberg,” hvortil Oldenburg replicerede: ”Bliv og lig hos mig, Greve.” Det var vist halvt i Skæmt halvt i Alvor og jeg reflekterede selvfølgelig ikke derpå, men var 3 langsomme Timer om at køre hjem i den klamme Tåge.