23. Februar 1845

”Gaslys” på Allé-Scenen.

Karl Gustav var meget opfyldt af [af] Affæren på Det Kongelige Teater, hvor nogle Mænd var trængte ind på Balletdanseren Leif Ørnbergs Garderobe, hvor de tvang Danseren til at forholde sig rolig, medens de fotograferede ham med Nazisttegnet på Frakkeopslaget. Både han og hans Kone, Danserinden Frue Jørgen-Jensen er nok begge ivrige Nazister. Næste Dag begav Leif Ørnberg med et Par Satellitter sig hen til Teaterchef Hegermann og Rode og Wieth og meddelte dem, at gentog sligt sig, ville de alle tre blive skudt. – Senere kom Bartholdy, der var noget præokkuperet over, at hans Broder Lægen var blevet sat fast af Tyskerne. Var til Premiere i Allé-Scenen til Premiere på ”Gyseren” Gaslys. Kehler fortalte mig ude i Garderoben, at denne Forestilling var Knald eller Fald for Makwarth, gik det ikke, måtte han opgive det hele, efter de fiaskoer han har haft. Stykket var hverken værre eller bedre end de fleste af den Slags. Sad ved Siden af det pæne Ægtepar William Hansen, der fortalte, at begge deres Døtre, der er gift i Sverige, mente at Sverige ville gå med i Krigens tolvte Time, af mange Grunde for at redde Norge ud af de store Lidelser, blandt andet Sulten; selv de rigeste Nordmænd sulter, sagde de.

Skuespillerne Karen Lykkehus (1904-1992) og Eyvind Johan-Svendsen (1896-1946) i Gaslys på Allé-Scenen. Fotografi 1945. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti