25. Juli 1914

Viggo Jarl er på besøg.

Viggo kom ned til mig Kl. 10, og jeg sad og så til, medens han drak Te. Så gik vi ned i Holme Skov, forbi Skovfogedboligen, ind i Polakhuset og op til Frokosten, hvori Houmark deltog. Vi gik bagefter ned i Drivhuset, når man ser Viggo hilse på Allerup, mærker man nok, at han kende sin egen Værdighed, men det som alt andet klæder ham henrivende, der er en supreme elegance over ham; han talte lidt til Gerhard og kom til at synes godt om Drengens Udtryk. Vi kørte i charabancen om ad Herringe, Maale, Store Viby. I Kerteminde steg vi af hos Guldsmed Jensens og Delcampes Forretning, da Viggo skulle have en Knap i stedet for den han havde tabt i Svendborg, den tabte var flere Tusinder værd. Vi kørte ind på Rekreationshjemmet for at aflægge Houmark en Visit. Hvor underligt at sidde tæt op til Viggo på den Sofa, hvor jeg så mange Gange har talt om ham. På trappen talte jeg med den rare Frøken Simonsen og gjorde Viggo bekendt med hende, de 40 andre Damer var ligeledes ved at gå til Bords. Efter Middag læste Viggo de to Akter af Som Vi elsker, som Viggo ikke kendte endnu.

Billedhuggeren Viggo Jarl (1879-1965) som ældre. Udateret fotografi. Privateje.

Sted
Årti