25. September 1918

Viggo Jarl kommer på besøg.

Viggo kom ind til mig om Morgenen i min Stue og hilste mig som altid med et Kys. Da vi havde siddet lidt og talt gik vi rundt at se Huset, vi var helt oppe i Prebens og min gamle Dagligstue. Så på Malerierne i Underværelserne. Viggo havde en Del at skrive om Eftermiddagen, da han var færdig kom han ind at hente mig, da brød Solen frem gennem Skyerne og jublende førte jeg ham ud i det efter Regnen dobbelt skønne Vejr. Vi gik op til Generalens Grav og så hen på Søbakken, Viggo var meget betaget af Slottets og Egnens Skønhed. Oppe på Bellevue sad vi med Hænderne trykkede i hinanden og med et lille, noget uforsigtigt Kys og svælgede i Udsigten. Viggo var meget opfyldt af mine Planer om Teater i det gamle Vaskehus og ville se det hele på Stedet, vi gik og så på Slottets Mure, var i Stalden, gennem Byen, hvor var jeg stolt af at fremvise ham for mine Undersåtter! Vi var oppe på Kirkegården. Så overlod jeg ham til Moder og Teen, medens jeg barberede mig og hvilede. Til Middag kom Provsten og Doktoren. Provsten var meget livlig[t] og talende, men hvor er han dog lidt præstelig, dette sidste faldt dog i Viggos Smag, der er vant til grundvigianske Præster fra Løndal. Moder holder af Viggo, dels fordi han betyder så meget for mig, dels fordi han er så ganske efter hendes Hoved. Den ydre Ro, som jeg så ganske mangler, og som Moder sætter så stor Pris på, ejer han i høj Grad. Det er pænt at se Hans og Viggo sammen.

Billedhuggeren Viggo Jarl (1879-1965) som ældre. Udateret fotografi. Privateje.

Årti