26. Marts 1906

Preben og jeg klædte os fra Morgenstunden i Kjole og hvidt Slips og kørte i Kareten til Amalienborg. Forgemakket hos Kongen var stuvende fuldt af gamle Kællinger, Kulsjovere og Lastdragere, der formodentlig kom for at tigge, og ikke nok med det, nu under den nye Konge, kommer man ikke som under Christian 9. ind efter Rang, men efter Tur. Og når der så endda blev handlet konsekvent, men Adjudanten, Grut, lod General Bahnson komme in til Kongen straks efter at han var trådt ind i Forgemakket. Der kom en overmåde net ung Garderløjtnant hen til Preben og mig, og først [efter] lang Samtale gik det op for os, at det var en Søn af Amtmanden i Frederiksborg, altså en Fætter til os. Preben og jeg kom sammen ind til Kongen, der så ældet og medtaget ud. Han skal græmme sig sådan over sin Datter Louises Sygdom og ulykkelige Forhold, desuden skal det pludselige Ansvar, der blev lagt på hans Skuldre ved Faderens Død, have betaget ham stærkt, han havde lige så lidt som alle vi andre gjort sig fortrolig med den Tanke, at Christian 9. engang kunne dø. Fra Kongen gik vi til Kronprinsen, hos hvem vi var de eneste Audienssøgende. Kronprinsessen traf vi også, hun var, ligesom Kronprinsen naturlig og ligefrem. Hun spurgte meget til Mary. Hendes Moder Enkehertuginden af Schwerin-Güstrow holdt nemlig så meget af gamle Gohr, der havde kendt hende fra hun var Barn. Vi kom helt oplivede fra Audiensen, gik hjem at klæde os om, talte lidt med Forældrene og gik så til Frokost hos Ludwig og Agnete. Bagefter besøgte vi Tante Caroline Quaade, der vist ikke har langt tilbage, det gamle Skin græd ved Tanken om sin forestående Død. Preben og jeg gik på Strøget, hvor vi talte med talrige Bekendte, jeg var træt og nervøs.