27. Februar 1932

Jeg var inde i Odense at se de senere Års største Teatersucces, Pastor Kaj Munks Cant. Forinden havde jeg det som altid rart på Grand Hotel, hvor jeg spiste Middag. Cant forekommer mig ikke at være noget godt Stykke, som Historiker må jeg misbillige dets Tendens, bortset herfra kommer Stykket ind under den Kategori, som Heiberg betegnede som ”sentimental-liderlig”. Det var Illums Selskab, der spillede, nogle prominente Gæster skulle stive det af, således Ægteparret Aggerholm. Fru Aggerholm var nærmest komisk i Kærlighedsscenerne med Percy, idet hun så ud som Percys Bedstemoder, hvorfor kan dygtige Skuespillerinder ikke i Tide bestemme sig til [i Tide] at foretage Springet over i det ældre Rollefag? Kaj Munk må være en underlig Slags Præst, for mange af Stykkets Replikker er aldeles blasfemiske, Kardinalen ligger på Knæ foran Krucifikset og beder følgende Bøn: ”O Gud! Lad Paven snart dø, det gamle Svin, og lad mig blive Pave.” Mon det skal agere Tidskolorit? Bedre synes jeg om en anden Replik fra en af de andre Personer, der har fået at vide, at Paven ligger for Døden: ”Så bliver der vist Skuret Gulv i Helvede imorgen.” Jeg var vist ene om ikke at synes om Stykket, for ude i Foyeren var Folk fulde af Beundring eller lod som om de var det. Udenfor Balkonen så jeg Starck i Samtale med en mig ubekendt Herre. Starck så smuk ud.