3. Juli 1944

Generalstrejken.

Desværre blev Glæden kun af kort Varighed, i dag viser det sig, at Arbejderne ikke vil lyde Fagforeningslederne, men vedbliver at strejke; nogle går dog imod Flertallet, således Funktionærerne ved Sporvognene der for de flestes vedkommende nu kører. Helt ufarligt er det dog ikke at køre for imorges blev der skudt mod Sporvognene af Strejkende; flere Vogne blev derfor bemandet med Politi. Tyskerne have sat Vandværket i Gang, ligeså Elektricitetsværket; der er kommet nogle Fødevarer til København; men langt fra nok; jeg har nu fået at vide, hvorfra Skydningen i Nat kom, det var fra Hjørnet af Vesterbrogade og Pile Allé; der blev skudt ned på Tyskerne fra femte Sal og straks blev der skudt mod Husets Vinduer; jeg var henne ved Stedet, hvor tvende Kanoner peger ned mod Vesterbrogade. Karl Gustav besøgte mig, han var meget eksalteret og ville have alle de Børn, Tyskerne havde fået med danske Kvinder dræbt. Fik Jordbær ude fra Glostrup til Middag; dem havde Grønthandleren fremskaffet med stort Besvær. Så træt om Aftenen, at jeg kun med yderste Besvær kunne slæbe mig ind i Sovekammeret og klæde mig af; jeg falder meget af.

Skuespilleren Karl Gustav Ahlefeldt (1910-1985). Fotografi cirka 1940. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti