30. Oktober 1944

”Farmor og Vorherre” på Folketeatret.

Var til Generalprøve på det svenske Stykke Farmor og Vorherre, hvor jeg i fulde Drag nød Fru Garlands Spil som Farmor; hun er en af de nulevende Skuespillerinder, jeg beundrer mest. Der bliver gjort lidt Løjer i Stykket med hendes Bønner; i hvilke hun fører lange Samtaler med Vorherre, med hvem hun taler som til et almindeligt Menneske og fortæller løst og fast; er det nu så latterligt? Gør jeg ikke selv det samme; måske på en lidt mindre naiv Måde? I den lange Mellemakt havde jeg den Glæde at tale med Frederik Schyberg; han er ikke køn, men hans Smil er det og minder så meget om Faderens i hans unge Dage: Schyberg sagde, at Faderens værste Tid var Vinteren; jeg fortalte, hvorledes jeg havde fulgt Faderen lige siden 1892; det var, som om nogen ville sige til mig, at han havde fulgt min Fader lige […] 1852. Havde Besøg af Thygesen, der af det internationale Røde Kors var sendt per Flyvemaskine til København for at tale med Best og Hanneken om hans Besøg og Sjælesørgervirksomhed i Internerings- og Fangelejrene i Tyskland. Thygesen sagde, at ingen Tyskere længere troede på en afgørende tysk Sejr, man håbede på Forståelsesfred med England; det samme håbede højere engelske Officerer, han havde talt med i Fangelejrene; han boede i Wormsee. Tyskerne var klar over, at sejrede de Allierede absolut, ville Millioner af Tyskere blive sendt som Slaver rundt omkring i Europa for at være delagtige i Genopbygningen.

Skuespillerinden Maria Garland (1889-1967) i Farmor og Vorherre på Folketeatret. Fotografi 1944. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti