4. Oktober 1924

Minder om danske konger.

Det blev et meget langt Møde i Danmarks Fjerkræavlerforening, fra 10 til 5½, jeg mindes aldrig at det før har varet så længe. Vi var samlede til Middag hos Generalkonsulen og General Hegermann var der som sædvanlig, han fortalte mig mange interessante, blandt andet om Frederik den ottende og den uretfærdige Bedømmelse, han havde været Genstand for, de Beskyldninger for at gøre et uordentligt Levned vare aldeles forkerte; en meget feteret Skønhed om ham, om hvem man sagde, at hun stod i Forhold til Frederik den ottende havde en Gang sagt til Hegermann: ”Det er nu sådan med Kongen, han har det ligesom De, han vil gerne tale med en og sige en noget venligt, men han kommer en aldrig for nær.” Kong Frederik havde ingen større Glæde end at glæde andre. Da Hegermann var oppe hos ham i Anledning af at han var gået af, sagde Kongen: ”Gid det var mig,” og så viste han en Bunke Smæde- og Trusselsbreve, han lige havde fået. Om Christian den niende sagde han, at man altid kunne stole på hans Ord, han var i en sjælden Grad retlinjet, ingen begavet Mand, men han havde megen sund Fornuft. Hegermann fortalte også om de Memoirer, hans Fader havde efterladt sig, han talte med megen Hengivenhed om Frederik den syvende, derimod fældede han en meget hård Dom om Berling, og dette sidste var Grunden til den nuværende General Hegermann ikke kunne udgive Erindringerne, for hans Søn Hermann er gift med Berlings Sønnedatter.

Kong Frederik 8. af Danmark (1843-1912). Udateret fotografi af Lars Peter Elfelt. Det Kongelige Biblioteks billedsamling.

Emne
Sted
Årti