6. Marts 1914

Forskelligt vedrørende teaterverdenen, herunder afskedsforestillingerne på Hofteatret.

Spiste Frokost hos Haffner og var så til Te hos Albrecht Schmidt ude på Lykkesholms Alle. Han var meget glad ved sin optræden i Jeromes Den sidste Gæst, som jeg lover mig meget af i morgen. Vi talte ellers om to Emner, der interesserer os begge højligen, nemlig Leo Tolstoi og Herman Bang. Albrecht sagde fint om Herman Bang, at efter hans Mening var Grunden til den afdøde Digters dybe Melankoli den, at han følte det ydmygende i, at han, den stort anlagte Mand og den store Kunstner, ikke havde mere Herredømme over sig selv end at han til Tiden steg ned til Barbersvende og Opvartere og sluttede erotiske Forbindelser med dem. Albrecht Schmidt lod mig ellers ret utilsløret forstå, at han ikke selv længere dyrkede Mænd. Var der mon mig en lecteur ved det han vidste, at jeg frekventerede Houmark. Var oppe hos Admiralinde Gad, hvem jeg havde lovet at være med i Komiteen til Afholdelsen af en Forestilling på Hofteatret nu inden den gamle Scene skal afgå ved Døden. Christian den syvende skal ved denne Lejlighed vise sig i sin Loge, jeg rådede til at tage Kai dertil, han vil komplet kunne illudere. Fru Emma Gad er en så behagelig Kone, særlig hendes Stemme er så velgørende, hendes Uro virker slet ikke foruroligende. Admiralen var også tilstede ligeså Baronesse Holck. Jeg betingede mig at være ganske passivt Medlem af Komiteen. Så op til Adler at hente Rejsekreditiv og Checkbog. Da jeg bad Adler hilse Arvid Rørdam rødmede han ganske som en ung Pige, jeg kunne se, at der var Jalousi med i Spillet og Ubehag ved Tanken om, at Arvid havde holdt sit Bekendtskab med mig hemmeligt for ham, desuden Glæde over at tale om den elskede Genstand, alt det kunne jeg læse som på et Skilt. Spiste hos Komtessen og var med hende til Det Kongelige Kapels anden Symfonikoncert under Anførsel af den nye Kapelmester Høeberg, der var 100 Musici, og disse 100 gjorde i Richard Strausses Ein Heldenleben et så infernalsk Spektakel, at Publikum var ganske forbløffet, i øvrigt er dette Straussiske Orkesternummer alt for jagende efter Effekt og alt for larmende fuldt af fine Harmonier. Det var en formelig åndelig Hvile bagefter at høre Wagners Renzi – Ouverturen, der i Sammenligning med det foregående virkede som en lille Idyl.

Hofteatrets scene. Fotografi efter 1885. Teatermuseet i Hofteatret.

Årti