7. Januar 1918

Besøg af Hans Starck.

Havde et langt Besøg af Starck, på ham jeg virkelig kan mærke, at han holder lidt af mig, han er så bange, at jeg skal anse ham for påtrængende eller tro, at det er Lensgreven i mig, han dyrker. Han sagde så pænt, at han følte, at jeg havde søgt ham for hans Indre, alle de andre havde enten søgt Skuespilleren eller den kønne Krop. Spiste som sædvanlig Hotellets gode og behagelige Middag og drak megen Mælk til. Var henne at høre Nutidens betydeligste Klaverspiller, Ignaz Friedman, der fængslede mig ganske særlig ved sit Foredrag af Schumanns Papillons og Chopins Berceuse. Hjemkommen fik jeg den sædvanlige Cacao complet og megen Mælk samt et Sukkeræg. Læste i Aftenbladene om Lloyd Georges meget tydelige og klare Fredsbetingelser. Det glæder mig, at også han kræver Kongeriget Polens Genoprettelse.

Skuespilleren Hans Starck (1888-1961) i teaterkostume. Fotografi 1934. Teatermuseet i Hofteatret.

Årti