10. Juli 1943

Krigssituationen i Sydeuropa.

Englænderne og Amerikanerne er gåede i Land på Sicilien efter heftige Kampe; men der er en lang Vej til Berlin; Eisenhower stod for Angrebet; imidlertid får Russerne Bank. Spiste i Drachmannskroen, hvor Paul Jørgensen som sædvanlig vartede mig op, Maden smagte mig udmærket; jeg havde da heller ikke spist siden om Morgenen. Jeg talte med Jørgensen om det Tilfælde, hvor Englænderne sejrede i Krigen og forærede Danmark til Rusland; i så Fald ville jeg blive hængt; Jørgensen sagde, at i så Fald kunne jeg bare søge Tilflugt hos ham, så skulle han nok skjule mig og forsvare mig. De to Sangere sang meget smukt, navnlig Nu tror jag det kan vara Tid og Det summer af Sol over Engen. Gik lidt rundt i Tivoli og så på de smukke Blomster i Parterrehaven med de mange små Springvand. Nød i fulde Drag Thomas Jensens Fremførelse af Brahms’ 2den Symfoni, der var en del tyske Officerer tilstede; hvor er deres Optræden dog høflig og hensynsfuld! Ude på Rådhuspladsen havde jeg en interessant Oplevelse, medens jeg stod og ventede på Sporvognen: En Frikorpsmand antastede en pæn ældre Herre uden nogen som helst Grund, straks kom der en rigtig tysk Soldat, der gav Fyren en ordentlig Dragt Prygl, hvorpå han afleverede ham til Politiet; jeg kom i Snak med et par af den tyske Soldats Kammerater, som havde hjulpet med Afstraffelsen, den ene sagde: ”I skulle hellere beholde de Frikorpsfolk for jer selv, vi skal nok få Bugt med Russerne uden deres Hjælp.”

Lensgreven og forfatteren Frits Ahlefeldt-Laurvig (1870-1947). Fotografi cirka 1930. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv.

Årti