10. Marts 1916

En lykkelig, mindeværdig Dag! Jeg tog ind til Odense med 11 Toget, afleverede den store Buket ved Garderoben, lod mig barbere hos Beyer og sad derpå roligt en ¾ Tid på mit Værelse henne på Grand Hotel. Gik så hen på Banegården og mødte Viggo på Perrontrappen, han så smuk og god ud, den kære. Vi gik igennem Kongens Have, forbi hans eget Tietgen-Monument. Han fortalte mig, at den Stilling, han havde givet Onklen, var den samme, som denne plejede at indtage når han var til Generalforsamling. Vi gik op på mit Værelse No. 27, for at Viggo kunne lægge Tøjet. Han kastede sig i mine Arme, næsten inden Døren var lukket, der var en sådan Jubel over ham, og jeg følte, hvor højt han elsker mig. Vi spiste Frokost sammen, og jeg havde forudbestilt mit sædvanlige Bord, det henne ved Døren ud til Forhallen. Og bagefter, oppe på Værelse, kom den salige Stund, hvor vi hengav os til hinanden, efter det sad vi længe på Sofaen, tavse og tæt omslyngede. Så kom Tidspunktet, hvor vi skulle ud på Banegården for at mødes med Viggos Forældre. I tre Kvarter var Jyllandstoget forsinket, men vi gik op og ned på Perronen, glade for hinanden. Så kom Toget, jeg holdt mig beskedent tilbage, et Øjeblik efter kaldte Viggo på mig fra Forrummet i den store Salonvogn, jeg skyndte mig derhen med mine Blomster, derinde stod Konferentsråden og Viggo, Konferensrådinden sov, jeg bad på hendes Mand om at bringe hende Blomsterne fra mig. Han var venlig imod mig, og åbenbart helt og holdent klar over Viggos og mit intime Venskab. En vis rolig Velvilje, parret med et Stænk af Ironi, var det Indtryk jeg fik af hans Ansigt. Jeg måtte ud af Vognen, da de 6 Minutter var gåede, Viggo stod længe i Kupedøren og vinkede. Så skyndte jeg mig hen til Fru Møller for at blive manicureret og pedicureret. I Toget hjem talte jeg helt livligt med Borgmesterfamilien, vekslede et Par Ord med Stiftsprovsten. Bidende koldt på Hjemturen. Jeg nøjedes med at vaske mine Hænder og gik så ind i min Stue, hvor Houmark ventede. Han sagde straks: ”Nej, hvor ser De dog lykkelig ud, kære Grev Ahlefeldt!” Lidt efter sagde Vismanden: ”Ja De er nu blevet langt raskere og lykkeligere, i de to År, hvor Viggo har været alt for Dem.” Efter Middag var vi i Teatret og så Dunungen opsat af Carl Thomsenske Selskab.