13. Marts 1943

Jødeforfølgelser i Europa.

Var henne på Hotel Nordland at gratulere Karl Gustav til hans Fødselsdag, men traf ham ikke; Portieren spurgte, hvem han skulle hilse fra, og da jeg havde afgivet Svar, forvandledes Mandens Væsen Fuldstændigt, hvor Menneskene dog er snobbede! Overlæge Borberg kom Klokken 5½ og så på mit Ansigt og mine Ben, han mente, det var bedst, jeg blev behandlet af en Specialist i Hudsygdomme, og han ville derfor sætte sig i Forbindelse med Professor Haxthausen: Borberg, hvis Datter af første Ægteskab er gift med en Jøde, [fortalte] hvorledes Jøderne her i København gik i fortsat Skræk, de fleste har forberedt sig på Selvmord, de have anskaffet Nikotin, det skal efter hvad Borberg ytrede, være en let Død, et Par Sekunder efter at have drukket en Slurk Nikotin, styrter vedkommende med et Skrig død om. Borberg fortalte, at [en] lille Pige oppe i Norge, hun var syv, var blevet taget fra sin Moder og sammen med en hel Del andre Jøder sat ind i en Jernbanekupe og sendt til Polen på Lykke og Fromme, Faderen var tidligere sendt til Polen, men Barnet vidste ikke, hvor han var henne, Moderen, der ikke er Jøde, ville rejse efter dem, men Quisling, der regerer Norge aldeles enevældigt i Tyskernes Navn, ville ikke give hende Udrejsetilladelse. En Læge her i Byen, en god Bekendt af Boberg, er gift med en Tjekkoslovakerinde, hans Svigermoder, Jødinde, blev nyligt uden Varsel, smidt ind i Godsvogn, og sendt afsted, den ulykkelige vidste ikke, hvor hun skulle transporteres hen. I Jernbanevognene, hvor Jøderne er stuvede sammen, må Mænd og Kvinder mellem hinanden lade deres Vand og forrette deres Nødtørft, da det ikke tilstedes dem at komme udenfor Wagonen.

Lensgreven og forfatteren Frits Ahlefeldt-Laurvig (1870-1947). Fotografi cirka 1930. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv.

Emne
Årti