Dronningen af Sverige er død. Jeg husker hende fra Sommeren 1881 i Sankt Moritz gående hver Dag på Promenaden med sin Forlovede, den daværende Kronprins af Sverige, hvor var han lang og tynd! Prinsessens Forældre, Storhertugen og Storhertuginden af Baden-Durbach, var også med.
Det var velgørende at sidde i den lune Kirke, hvor der var opvarmet. Pastor Nielsen tordnede løs mod det nye Forlystelsesetablissement, der lige er åbnet i København, National-Scala, der har kostet 9 Millioner og kan rumme Tusinder af Mennesker, og det midt i Dyrtiden.
Var om Aftenen i Tivolis Koncertsal at høre den svenske Operasanger Sigurd Bjørling, der har en fager Stemme, men han sang de mest lidenskabelige Arier uden den mindste Affekt og med et aldeles ubevægeligt Ansigt; hvor er Kapelmester Thomas Jensen dog charmerende.