Karl Gustav kom Kl. 3 og blev her hele Eftermiddagen. Separationen har taget meget på ham, han er bitter og dømmende. Han bliver foreløbig boende på Hotel Nordland, da det næsten er umuligt at få en Lejlighed.
Meget bevæget ved Læsningen af Professor Bøggild-Andersens Tale til Kronprinsen i Anledning af Studenterjubilæet; Kronprinsens Tale var meget taktløs samt [med] Hentydninger[ne] til den Tid, hvor han skal være Konge; det er på Trods af alle Regler indenfor det gode Selskab.
Kongens Sygdom har taget en meget alvorlig Vending, idet han har fået Lungebetændelse; måske var det en Lykke for Kongen at dø nu, for det er vist en sørgelig Skæbne, der forestår ham.
Meget smukt Brev fra Hass Christensen som Tak for Teaterlegatet. Kongen har fået det lidt bedre.
Havde en dejlig Dag med Karl Gustav, der var smuk som en græsk Gud, og i Modsætning til sidst, glad og meddelsom, han føler det vist til syvende og sidst alligevel som en Lettelse at være blevet af med den gnavne og besværlige Kone.
Skrev en Masse Breve blandt andre til Direktør Rungwald og Redaktør Poul Dreyer i Anledning af Odense Teaters Legat; sendte Robert Neiiendam de interessante Teaterplakater, den venlige mig ukendte Mand i Aarhus havde sendt mig.
Var til Generalprøven på et amerikansk Lystspil på Det Ny Teater; ægte amerikansk med megen Nøgenhed, Spektakel, Bomber og alskens Halløj; Møget hed Min kønne Søster!
Karl Gustav er ked af Betty Nansen Teatret og længes efter at komme til Frederiksberg Teater, hvis Direktør Melsing havde sagt til ham, at [han] meget ønskede at få ham til sit Teater: ”ikke fordi De er en Ahlefeldt eller på Grund af Deres Faders mange Penge, men på Grund af Deres store Talent”.
De store Begivenheder vælter ind over Verden, nu have Amerikanerne erobret Algier og Marokko, noget effektivt Forsvar havde de franske Tropper i Nordfrankrig [Nordafrika] næppe ydet.
På Vejen hen til Andreaskirken erfarede jeg, at Ministeriet Buhl er gået af, og at Erik Scavenius er stillet i Spidsen for den nye Regering. Erik kom i går tilbage fra Berlin, og Hitlers Ordre er prompte blevet udført, de ikke tysk orienterede Ministre er fjernede, således Fibiger.
Den tyske Hær rykker mod Syd i Frankrig for at hindre Amerikanerne i at indskibe sig til Marseille. Det arme Frankrig er blevet hårdt straffet for den Letsindighed, hvormed det erklærede Tyskland Krig i 1939. Mon dette nu ikke skulle blive Begyndelsen til Enden på Krigen?
Henrik fulgte mig hel[t] til Trappen op til Drachmannskroen, hvor jeg spiste en udmærket Middag, Formaden var Oksehalesuppe. De to Sangere sang smukt og gribende til Ære for mig Se det summer af Sol over Engen og de sædvanlige Gluntar.
Kehler foreslog mig at indlede et Samarbejde med Riddersalen, Direktør Knutzon var i så Fald villig til at lade mig få Indflydelse på Repertoiret; det havde jeg nok Lyst til, så kunne jeg f. Eks. få Don Carlos og Yrsa frem. Den Tanke fyldte mig helt Resten af Dagen.
Nu er Rommel Rykket ind i Tunis, så nu bliver Nordafrika sikkert en Musefælde for Englænderne og Amerikanerne, hvordan skal de slippe væk, og hvordan skal de få Levnedsmidler? Admiral Darlan er en Gåde!
Får en Del Breve fra Læsere af ”Storkanslerens” femte Del, særlig anerkendende skriver en så fin Kender af Historie som Landsarkiver Knudsen; også Lektor Schaustrup har læst Bogen med megen Interesse.
Houmark rådede mig til Samarbejde med Riddersalen fremfor med Frederiksberg Teater, da jeg ville synes langt bedre om Per Knutzon end om Melsing.
Var i Kino-Palæet til den nydelige Film Alle Mand på Dæk, som jeg glædedes og rørtes ved.
Foreslog Riddersalen at spille Helge Rodes Dansen går, ifald Don Carlos ikke må opføres, som anden Forestilling foreslog jeg Oehlenschlägers Yrsa og Hermann Bahrs Es lebe das Leben, subsidiært Alfred de Mussets Les caprices de Marianne.
Var Kl. 1 til Generalprøven på Det Ny Teater for det amerikanske Skuespil Farlige Minder; det var en Fryd at gense Else Skouboe; alle hendes Medspillende var flinke.
Så mange Arbejdsløse er vandrede til Tyskland, at Kommunen har svært ved at få Snemasserne kørte væk, og Barbererne kan ikke få Svende. Meget smukt Takkebrev fra Professor Søe i Anledning af et Rådyr fra Tranekær.