Spiste med Preben hos Moder og var til en ny Fiasko på det kgl. Teater; det var Premieren af Gunnar Heibergs Kunstnere, noget elendigt Makværk, der blev hysset til døde af Publikum.
Om Aftenen gik jeg ud i Folketeatret og så Lykke-Pers Rejse, en Eventyrkomedie af Strindberg, rigtig pæn, sat udmærket i Scene og spillet godt, særlig for den unge Birchs Vedkommende. Han havde Hovedrollen.
Preben og jeg gik med Sophus hen i Dagmarteatret at se det nye svenske Stykke Fætter Georg. Det indeholder en hel Del lattervækkende Scener og det blev spillet godt af Dagmarteatrets flinke Skuespillere. Neumann vakte i en stærkt karikaturagtig Rolle ustandselig Moro.
Med Moder var Preben og jeg henne at se Førsteopførelsen af Macbeth. Nu da Det Kongelige Teater aldrig spiller andet end Tragedier bliver der da endelig Anvendelse for Fru Nyrup, der som Lady Macbeth ret af Hjertens Lyst slog sig løs.
Preben og jeg var i Dagmarteatret med Sophus Scavenius og så Gjellerups nye Skuespil, En Million. Det er pyramidalsk kedeligt og Handlingen fjollet: En Millionær elsker en ung Fyrstinde men frygter for at hun kun tragter efter hans Penge uden at føle Kærlighed til ham.
Jeg så på Det Kongelige Teater Holbergs Don Ranudo. Det er det mindst morsomme af Holbergs Stykker, egentlig en Tragikomedie, og det har ikke været opført siden 1826.
Vi spiste hos Moder og straks efter Bordet begyndte vore spillende med Hans Beck i Spidsen at komme. Han var henrykt over Avisernes og Publikums gunstige Dom over Udførelsen af Blomsterfesten i Genzano.
Jeg var hjemme hos Graaes til Middag og gik hen på Folketeatret, hvor jeg så Bauditz’ Roman Krøniken fra Garnisonsbyen i dramatiseret Skikkelse. Jeg havde megen Fornøjelse af at se Stykket. Det foregår 1863-64 og det er som slog den én et Pust i Møde fra hin Tid.
Derfra gik jeg i Dagmarteatret, hvor jeg kom til anden Akt af Fætter Georg. Ved Siden af mig sad Charlotte Holm, som jeg havde set sidst for 4 År siden, den Sommer jeg var bleven Student.
Borgmester Chemnitz i Haderslev er bleven afskediget som følge af hans brutale Adfærd overfor de danske Skuespillere. Der kan man dog se at det var ganske godt vi for en Gangs Skyld satte os på Bagbenene, ellers var den Sag helt dødt hen.
Der kommer værre og værre Oplysninger om de Misbrug Sædelighedspolitiet har gjort sig skyldig i på deres iltre Jagt efter Forsyning af ulykkelige faldne Kvinder til de af Staten beskyttede Bordeller. Det gælder for Opdagerne om at snuse så mange Ofre som muligt op og så slæbe dem op på Rådstuen.
Et Sidestykke til Fader så jeg i Aften på Dagmarteatret i Edgar Høyers nye Stykke Etatsrådens Stiftelse. Departementschef Andersen forfølger ligesom han med blindt Had alle de nye Bevægelser i Tiden, kun det, som havde Kurs i hans Ungdom duer til noget.
Jeg var for anden Gang henne at se Etatsrådens Stiftelse på Dagmarteatret. Stykkets vittige Dialog og på sine Steder ret rammende Satire morede mig atter.
Til Middag kom Haffner der ville på Komedie med os andre. Marer kom lidt efter at vi havde spist. Han ville også hen i Folketeatret og se En fattig ung Mands Eventyr, han fulgte så med os. Særlig Fru Rosenberg lagde megen Poesi ind i sin Rolle.
Med Godske-Nielsenerne var jeg en Tur ude at vandre på Landet og spiste Middag hos Moder. Med Moder og Frøken Bluhme havde jeg en ivrig Diskussion om det evindelige Ægteskab. Så var vi alle henne i Dagmarteatret for at se Oehlenschlägers Tordenskjold.
I Det Kgl. Teater var jeg til Stede ved Førsteopførelsen af Emma Gads Rørt Vande. Kommandørindens nye Lystspil forekom mig endnu mere dilettantisk end hendes tidligere Arbejder og Satiren over en vis litterær Klikes løse Ægteskabsforhold var hverken dyb eller rammende, knap nok morsom.
Om Aftenen var jeg med Preben henne at se Etatsrådens Stiftelse. Man kan ikke nægte, at det jo er med meget Humør og Vid at Overretssagfører Edgar Høyer i dette Stykke revser den gamle Generations Bornerthed og Mangel på Forståelse overfor Rørelserne hos de Unge.
Fru Julie Lange-Hansen er pludselig død. Den evigglade, ægte københavnsk-danske Datter af gamle Lumbye vil blive savnet af alle. Hvem kunne modstå hendes brede gemytlige Lune? Man lo jo allerede når man hørte hende mumle ude mellem Kulisserne inden hun trådte ind på Scenen.
Jeg gik en Tur med Faderen. Om Aftenen var jeg henne at se Fætter Georg. Albrecht Schmidt havde arvet Titelrollen efter Martinius Nielsen og var adskillig naturligere end Forgængeren. Af Bekendte traf jeg i Teatret Wiehe og Carl Behrens.
Inde på A Porta talte jeg med Abrahams, hvis små spillende, ikke tillidsvækkende Øjne lyste helt fornøjede trods den noget uheldige Begyndelse på Teatersæsonen, han har sikkert et Kassestykke i Baghånden.